Det dejlige sommervejr har for alvor ramt landet, men ikke alle er lige glade for de bagende solstråler.

På Fyn har solen fået så godt fat, at DMI's tørkeindeks viser en stort set helt orange ø, hvilket betyder, at der er forøget til høj risiko for tørke på det meste af Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det går ud over blandt andet landmand Carsten Hedegaard fra Ørbæk. Han er bekymret for sine majs.

Til dr.dk siger han, at kommer der ikke regn snart, så kan det koste ham op mod 100.000 kroner.

- Det er ved at være sidste udkald for regn. Majsen skal have vand omkring blomstringen. 50 millimeter regn inden for de næste otte dage kan redde en hel del, men hvis vi ikke får det, så er der virkelig alvorligt, siger han.

Men umiddelbart er der ikke noget som tyder på, at der kommer de store regnskyld.

På lokaludsigten for Ørbæk er der først lidt regn natten til mandag, mens landsudsigten har regnbyger på prognosen fra om fredagen, men der er tale om mindre regnskyl.