Danmark har fået uønskede gæster fra Tyskland. Majshalvmøllet er kommet til landet, og 2014 blev året, hvor der for første gang blev rapporteret om mange angreb særligt på Lolland, Falster, Møn, Bornholm og det sydlige Sjælland. Typisk har der været én procent angrebne planter i marker med angreb, men enkelte steder er der konstateret helt op til 15 procent angrebne planter.

Majshalvmøllet har også fundet vej til Sønderjylland, hvor man har observeret den ødelaggende larve ved Toftlund og Sønderborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi slår ikke storalarm endnu, men det er klart, at vi skal være opmærksomme på den, for den ødelægger majsene. Den borer sig ind i stænglen og får transportvævet i majsen til at visne, og bliver en mark angrebet, kan det være meget tabsgivende, siger Hans Kristian Skovrup, som er planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening.

Kan koste 30 procent

Forsøg i Tyskland har vist, at kraftige angreb kan koste 30 procent af udbyttet, og et af de største problemer med larven er, at den kan overleve majshøsten, fordi den ligger beskyttet inde i stubben. Den mest effektive metode til at komme den til livs er derfor at pløje stubbene ned, og er stubbene lange, bør de findeles først.

- Det kan nok ikke undgås, at den vil brede sig, men det vil nok ske lidt i bølger. I forhold til bekæmpelse handler det om, at den ikke skal have lov til at overvintre, siger Hans Kristian Skovrup, som i den forbindelse peger på en potentiel udfordring, idet man i sandjord ikke må jordbearbejde - og dermed pløje - før 1. februar.

Laver man reduceret jordbearbejdning er der nogle yderligere udfordringer med at komme billen til livs. Seges, det tidligere Videncentret for Landbrug, har holdt øje med larvernes udbredelse i Danmark og arbejder nu på at finde nye og bedre metoder til at følge forekomsten af majshalvmøl.