Fremover bliver en ny Massey Ferguson 5610 Essentiel en del af det traktorberedskab, der skal sørge for, at Esbjerg Lufthavn er ren og velfriseret, når de tunge fragtfly og utallige helikoptere lander og letter.

Traktoren er solgt af TBS Maskinpower og er blandt andet valgt på grund af dens skrå motorhjelm, som sikrer maksimalt overblik over frontmonterede redskaber og det anerkendte MF joystick, som gør det ekstremt nemt at håndtere dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

110 hektar lufthavn

Esbjerg Lufthavn er et vigtigt knudepunkt for offshore-industrien. Lufthavnen har et samlet areal på 110 hektar med bygninger, græs og asfalt. Den beskæftiger seks mand fast hele året med blandt andet pleje og vedligehold af grønne arealer, pladser og baner. Opgaverne er mange, men græsklipning, snerydning og fejning både sommer og vinter er blandt tidsrøverne.

I maskinparken indgår to traktorer med hver en græsklipper, og da den ene græsklipper stod for udskiftning, greb det om sig. Tre forskellige traktormærker blev afprøvet, tre blev til to, og til sidst løb MF 5610 Essentiel med sejren efter en grundig afprøvning på lufthavnens arealer.

Pris og kvalitet

Udover det uhindrede udsyn over den skrå kølerhjelm var en række andre faktorer afgørende for, at valget faldt ud til fordel for Massey Ferguson.

Affjedret kabine, stor standard lyspakke, lille venderadius på trods af 4 WD, en ergonomisk førerplads, enkel og nem betjening, og så naturligvis det brugervenlige MF joystick, hvor alle funktioner til transmission og frontlift betjenes, var alle faktorer som Jakob Lerche Hjelholt fra Esbjerg Lufthavn havde med i overvejelserne, før han gav TBS Maskinpower ordren.

- Det er egentlig nemt at opsummere vores beslutning, siger han:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Pris og kvalitet hænger sammen.

100 liter hydraulikolie

En anden ikke uvæsentlig detalje er, at MF 5610 Essentiel kan levere hele 100 liter hydraulikolie pr. minut til træk af den frontmonterede hydrauliske kost, som den nye traktor skal køre rigtigt meget med.

Lufthavnen kan derved spare en ekstern pumpe med olietank, som var monteret på den gamle traktor.

- Det er altid rart at kunne trække sig ud af et udskillelsesløb som den foretrukne, siger Steen L. Hansen fra TBS Maskinpower, der har leveret den nye traktor:

- Og selv om det er lidt nervepirrende med den slags processer, så ved vi i hvert fald nu, at vi kan matche de allerstrengeste krav indenfor pleje af grønne- og befæstede arealer med vores traktor.