Med Engine Power Management, EPM, yder topmodellen i Massey Fergusons nye 6600-serie traktorer op til 185 hestekræfter. Topmodellen har fået betegnelsen MF 6616 Dyna-6 og er udstyret med en fire-cylindret motor på 4,9 liter. Agco, som står bag Massey Ferguson, skriver endvidere i pressemeddelelsen, at det til dato er markedets kraftigste fire-cylindrede motor. 

Serien består af fem modeller med 120 til 160 nominelle hestekræfter og blev præsenteret for første gang på Sima-messen i februar. Serien kommer i tre forskellige udstyrsniveauer, som Agco betegner Essentiel, Efficient og Exclusive, og de første færdigproducerede 6600-serie traktorer forventes til landet i løbet af sommeren 2013.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præsenteret for 500 kunder

Agco præsenterede den nye serie for nyligt i Messe C i Fredericia, hvor de havde inviteret 500 kunder til at sparke dæk og få en snak med forhandlere samt repræsentanter fra Agco. 

– Vi havde en MF 6615 og en MF 6616 som begge vakte stor interesse blandt de besøgende, siger Egon Sørensen, produktchef for Massey Ferguson ifølge pressemeddelelsen.

Arrangementet blev kaldt Super 6, da Massey Fergusons øvrige traktorer i 600-modelgenerationen også var repræsenteret. De besøgende havde mulighed for at se nærmere på MF 3600, MF 5600, MF 6600, MF 7600 og MF 8600-traktorer samt teleskoplæsser MF 9407S og den nye MF Beta mejetærsker.