Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har kontor på fjerde sal med smuk udsigt over Københavns Havn. En udsigt han ikke lægger skjul på dagligt glæder ham.

Maskinbladet var indbudt til at interviewe ministeren i anledning af, at det nu er cirka et år siden, at han overtog posten efter Eva Kjer Hansens afgang, og han lægger ikke skjul på, at det har været et turbulent men spændende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi spurgte ham derfor, hvad han bedst husker fra det første år i miljø- og fødevareministerstolen, som han kalder et fantastisk spændende ministerium med en meget borgernær dagsorden:

- Vi har igen fået et godt politisk miljø omkring arbejdet, hvor vi senest har fået vedtaget en ny husdyrlov med Socialdemokraternes og De Radikales stemmer for. Dermed har vi brudt det dødvande, der ellers har været i et år, hvor der blev ført gold oppositionspolitik. Jeg husker også, at vi fik lavet en naturpakke, som betød en samling af de borgerlige partier ovenpå et mindre hektisk forløb omkring Landbrugspakken. På mange områder er der skabt et godt arbejdsklima med gode politiske resultater. Der har været en meget aktiv dagsorden hjemme med meget lovgivningsarbejde og interessentvaretagelse, men også meget høj aktivitet i udlandet med eksportfremstød og arbejdet i FN med blandt andet biodiversitet, siger Esben Lunde Larsen til Maskinbladet.

God strømpil

Det gode samarbejde er måske så meget sagt i betragtning af, at ministeren ikke har tal på, hvor mange samråd han har været i og hvor mange spørgsmål han har måttet besvare:

- I andet halvår af 2016 var der færre end i første halvår, og ind til nu i 2017 har der været færre end i andet halvår af 2016. Det tager jeg som en god strømpil på, at tingene er ved at normalisere sig, siger Esben Lunde Larsen.

Han vil ikke kommentere, om den danske fødevaresektor har et kommunikationsproblem i forhold til befolkningen, og han er ikke selv bleg for at beskrive den danske fødevareproduktion:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en fødevareproduktion med et af verdens laveste klimaaftryk, laveste miljøaftryk og nogle af verdens bedste dyrevelfærdsforhold. Sporbarhed og fødevaresikkerhed er kendetegn for vores produktion, og derfor kan danskerne være stolte af væres fødevareproduktion. De kan være trygge ved vore fødevarer, og det skaber velfærd og arbejdspladser i Danmark, siger ministeren videre.

Moralsk forpligtelse

Han efterlyser dog større forståelse blandt borgerne for landbrugets eksistensvilkår:

- Det skyldes, at det er et meget kompliceret dossier. Det kan være vanskeligt som dansker at forstå sammenhængen mellem staldindretning, medicinforbrug og dyrevelfærd. Det, der på billeder nogen gange kan se voldsomt ud, kan være normal praksis i et dyrehold med en høj dyrevelfærd. Det kan også for mig være vanskeligt at forstå elementer af en industriproduktion, som jeg aldrig har beskæftiget mig med. At der er "gode billeder" i dårligt dyrehold, det er en kæmpe udfordring i det at kommunikere om fødevareproduktion i Danmark. Men vi skal huske, at der er en moralsk forpligtelse i en verden med op mod ni milliarder mennesker, der skal have mad. Når man kan levere fødevarer i et land som Danmark, er man også moralsk forpligtet til at have den fødevareproduktion. Det skylder vi, når vi kan det, siger miljø- og fødevareministeren.

Selvstændigt erhverv

Mange mener, at fødevaresektoren grundlæggende er et erhverv som alle andre og derfor burde høre under Erhvervsministeriet. Men det er Esben Lunde Larsen ikke enig i:

- Fødevareproduktion er fuldstændig afgørende tæt forbundet med råvaretilvejebringelse. Det gælder mælk kød korn, grøntsager og så videre. Det er en dagsorden, der er så tæt vævet sammen, at det ikke er ordinær erhvervspolitik. Derfor har vi en selvstændig fødevarepolitik, fortsætter ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MRSA-sagen

Det forløbne år har været præget af flere dagsordener, ikke mindst på det seneste MRSA-sagen:

- Problemet er med et forløb som MRSA-sagen, at der er "gode billeder" i MRSA-historier. Nogle medier fortæller, at det står helt galt til med vores svineproduktion, fordi vi har set en stigning i MRSA. Men man skal huske, at der i 2015 var ét menneske i Danmark, der døde af svine MRSA. Seks mennesker døde af human MRSA, men 450 døde af stafylokokker. Proportionerne er vanskelige at få med i debatten om MRSA. Der er nogle medier, som kører en meget aggressiv journalistik mod landbruget og ikke mindst svineproduktionen. Når man pisker løs og anklager politikerne for at gøre ingenting, skal man huske faktum - at vi har en meget høj grad af dyrevelfærd og et meget lavt medicinforbrug. Det betyder ikke, at vi kan sove i timen, og derfor er der nedsat en ekspertgruppe, der i april og juni skal komme med anbefaling til, hvor vi skal gå videre, siger Esben Lunde Larsen.

Urealistisk

Handlingsplanen er vedtaget i 2015 og skal have tid til at virke, og derfor siger ministeren videre:

- Man kan jo ikke ændre et sygdomsmønster i Danmark på ét år. Det er fuldstændig urealistisk, når De Radikales ordfører er ude med et budskab om, at det hele skal lægges om. Det er urealistisk, og vi er nødt til at bruge en vis del fornuft, når vi taler om en problemstilling som eksempelvis MRSA. Jeg kan ikke gøre menneskeliv op i forhold til den værdi, der er i at bekæmpe sygdom. Ethvert menneskeliv, der går tabt, er tragisk i sig selv, og det kan man ikke på nogen måde gøre op i penge. Men vi bliver også nødt til som samfund, og det gælder alle aspekter i samfundet - at gøre op, hvad indsatser koster versus effekt. Jeg tager MRSA meget alvorligt, men der er også andre problemer, som er vigtige at tage sig af.

Ikke helt i mål

Landbrugspakken banede vej for, at Esben Lunde Larsen endte i Miljø- og Fødevareministeriet og fyldte især i starten meget:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er ikke helt i mål, men det har jeg en forhåbning om, at vi kommer. Det er fantastisk, at vi for første gang i mange år har ændret det miljøparadigme, som har været omkring dansk landbrug. Den pris, vi har måttet betale for at få EU-Kommissionen til at nikke ja til vores fødevare- og landbrugspakke, er 29.000 hektar efterafgrøder i to år med 700 kroner i kompensation, ud af et samlet areal på 2,3 millioner dyrkede hektar. Det burde alle klappe i hænderne over. Det er fantastisk, at vores 16-punktsplan er udrullet én til én til gavn for dansk landbrug, siger ministeren.

Freder brændeovne

Samtidig har regeringen også fjernet PSO-afgiften:

- Det er den største håndsrækning til erhvervslivet generelt, men især til landbruget. Det forbedrer konkurrencevilkårene. At der så har været negativ pressedækning undervejs og meget polemik i Folketinget. Det er så en anden sag. Jeg glæder mig over resultatet, siger Esben Lunde Larsen, der i øvrigt benytter lejligheden til at skyde enhver tanke om en afgift på brændeovne ned:

- Vi er en regering, der tager hånd om brændeovnsejerne. Der kommer ingen afgift på brændeovne. Der er 800.000 danskere, der hygger sig med deres brændeovne. Det er godt at få udskiftet de gamle modeller med det største partikeludslip, men vi kommer ikke til på nogen måder at lægge hindringer i vejen for, at danskerne kan hygge sig med deres brændeovn.

Store forventninger

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har store forventninger til den danske landbrugs- og fødevaresektor de kommende år:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vigtigste begreb i min ordbog, når jeg taler om fremtidens fødevareproduktion, er identitetsindkøb. En meget store del af verdens forbrugere køber sig til identitet, og her spiller fødevarer en stor rolle. Det er begreber som økologi, dyrevelfærd, lavt antibiotikaforbrug og GMO frit foder. Det bliver afgørende for dansk fødevareproduktion, at vi evner at skabe den Danish label, som identitetskøberne drejer sig omkring. Derfor har vi i regeringsgrundlaget lagt en strategi for, at dansk fødevareforædling skal promovere Danmark endnu mere. Et er at have en god fødevareproduktion hjemme i stalden og uden på markerne. Noget andet er forædling og forarbejdning, så det bliver højværdivarer, vi kan eksportere. Fortællingen om dansk fødevareproduktion er helt afgørende for den udvikling, siger Esben Lunde Larsen.

Lytter

Hvad med forholdet til de danske landbrugsorganisationer - Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug. Der har ikke mindst været kritik af, at ministeren har været for tæt på sidstnævnte:

- Jeg lytter til de mennesker, der har noget væsentligt at bidrage med. Det er det samme for alle organisationer. Seges og Axelborg evner embedsmands- og forskningsmæssigt at levere mange velbearbejdede indlæg til mit arbejde, fordi de har en mangeårig tradition i forhold til rådgivning. Det er uhyre vigtigt at kunne støtte sig til i forhold til at kvalificere fødevare- og landbrugspolitikken, siger Esben Lunde Larsen.