- Vi er gode til John Deere, og vi er altid på arbejde. Vores kunder ved, at vi er klar til at lave service og står klar med reservedele døgnet rundt.

Så kort formulerer direktør Torben Kepp Jensen sig, når han skal forklare, hvorfor Søllested Maskinforretning siden 1965 har drevet en succesfuld maskinforretning i Søllested på Lolland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torben Kepp Jensen overtog forretningen fra sin far Otto Jensen i 2001, og i dag har Søllested Maskinforretning 20 ansatte i forretningen, der råder over 3200 kvadratmeter på adressen i Søllested. Derudover har Søllested Maskinforretning også en afdeling i Nr. Alslev med ti ansatte.

Udover salg af nye og brugte maskiner, har Søllested Maskinforretning også en stor butik, hvor de blandt andet sælger John Deere legetøj. De grønne John Deere-farver er generelt svære at overse, når man bevæger sig rundt hos Søllested Maskinforretning. Selv stolene i frokoststuen er polstret med den karakteristiske farve. Det stærke forhold til John Deere-mærket samt Søllested Maskinforretnings 50-årige historie i området er de vigtigste elementer i maskinforretningens succes.

- Vi har været her altid, og folk kender os. Vi er rigtig stærke på produkterne, og vi gør, hvad vi kan, for at behandle folk pænt, siger Torben Kepp Jensen.

En af syv

Da John Deere i 2012 skar antallet af forhandlere i Danmark ned til syv, var Søllested Maskinforretning blandt de maskinhandlere, der kom med på holdet.

Når man forhandler John Deere, bliver der fra fabrikken lagt stor vægt på, at personalet har uddannelsen i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi lægger meget vægt på, at vores folk har alle de kurser og kompetencer, der skal til for at servicere vores kunder. John Deere har noget, de kalder John Deere University, hvor vi hele tiden holder os opdaterede på produkterne, siger Torben Kepp Jensen.

Det er netop på viden om produkterne, at Torben Kepp Jensen vurderer, at Søllested Maskinforretning skal satse for at holde på kunderne.

- Vi skal være dygtigere, og vi skal altid kunne rådgive og vejlede vores kunder, når de besøger os. Vi skal være eksperter i John Deere, siger han.

Specialister

I et stort hus som Søllested Maskinforretning er det nødvendigt at have specialister indenfor de forskellige maskin-genrer.

- Vi har folk, der ved alt om mejetærskere, folk der er specialister i traktorer og så videre. Jeg er sikker på, at det kommer kunden til gode i sidste ende, siger Torben Kepp Jensen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Teknikken i maskinerne udvikler sig også hele tiden. Det er ikke længere nok at have en hammer og en svensknøgle.

GPS-styring er et af de områder, hvor Søllested Maskinforretning kan kalde sig eksperter. I butikken sælges der stort set ikke traktorer, der ikke er forberedt til autostyring.

- Det er et område, hvor vi ser en stor udvikling. Det er meget efterspurgt, og det forstår vi godt. Med GPS øger du effektiviteten på dit arbejde, og arbejdet slider ikke så hårdt på traktorføreren, som det hidtil har gjort. Derudover er prisen på autostyring også faldet, siger Torben Kepp Jensen.

Lidt farvevariation

Selvom langt det meste hos Søllested Maskinforretning bærer den velkendte grønne John Deere-farve, er der dog også et par andre mærker i huset.

Blandt andet forhandler Søllested Maskinforretning jordbearbejdningsprodukter fra Väderstad, og Søllested Maskinforretning er medlem af Maskinhandler Indkøbsringen MI, hvor hovedprodukterne er Kuhns kæmpe maskinprogram og MI's store vognprogram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover har Søllested Maskinforretning haft godt gang i salget af udstyr fra MO, som blandt andet forhandler løftegrej, som bruges til løft af Big Bags.

- Der var mange, der ikke var klar over, at man ikke længere måtte løfte Big Bags med gaflerne på teleskoplæsseren. Derfor tog vi løftegrejet fra MO hjem, og det har været en stor succes, siger Torben Kepp Jensen.