I 1999 rullede den første selvkørende Vervaet ind på Lindholm Maskinstation i det sønderjyske, og til sæson 2016 har maskinstationen fået den syvende i rækken af de selvkørende Vervaet-maskiner leveret.

- Maskinen har en enkelt opbygning, er ekstrem skånsom mod marken, samtidigt med at den har en god kapacitet, fortæller Flemming Hansen, indehaver af Lindholm Maskinstation, om baggrunden for at køre med de røde hollandske maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den sønderjyske maskinstationsejer fortæller, at maskinen altid er førsteprioritet til græsmarkerne med maskinstationens 12 meter Samson græsmarksnedfælder:

- Derfor er maskinen også til tider hårdt booket, men hvis der flere dages ventetid på nedfældning i græsmark med Vervaet, så venter størstedelen af kunderne gerne, selvom vi måske kan komme allerede den næste dag med en traditionel gyllevogn.

Maskinen har fem hjul, hvor det forreste er et 'næsehjul', som maskinen drejer med, og faktisk kan maskinen dreje ganske skarpt.

De to aksler bag på maskinen har hjul i forskellige dimissioner: De to forreste hjul har en mindre diameter, og sidder på en aksel, som kan løftes og skydes ud. Bagerst har maskinstationen monteret fire dobbelthjul for et større overfaldeareal. Alle hjul på hele maskinen kører med lufttryksregulering.

God til pløjejord

Flemming Hansen fortæller, at der i de seneste år er kommet en tendens til, at landmændene pløjer stubbene, når tiden er til det, og først får kørt gyllen efterfølgende:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde skal de ikke vente på gyllevognen, inden de kan komme i gang med pløjearbejdet, og nedfældningen med Vervaet'en giver et rigtigt flot resultat med et færdigt såbed, fortæller han og fremhæver den 7,5 meters Samson CM nedfælder, som med to rækker tænder og en kraftig pakvalse bagerst får jævnet marken godt af og gjort klar til såmaskinen.

- Opgaven kan umuligt løses med en 'normal' gyllevogn, da det vil give nogle meget store spor. Men den skånsomme Vervaet, som ikke kører med flere hjul i samme spor, gør, at arbejdet bliver gjort rigtig godt.

Maskinen kører med fire 620 millimeter dobbelthjul bagerst, mens de forreste hjul bag kabinen har dimissionerne 750/50 R26. De forreste hjul er 1.000 millimeter brede.

Trinløs justering

Fra kabinen på den røde Vervaet sidder Jannik Andersen, som er fast chauffør på den selvkørende gyllenedfælder hos Lindholm Maskinstation.

Han er godt tilfreds med maskinen, og fortæller om en handy maskine, som er yderst let at komme rundt med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man kommer til forageren, så drejer men bare rundt, og kan uden problemer komme op i næste træk, om det så er med sortjordsnedfælderen på 7,5 meter eller med græsmarknedfælderen på 12 meter, er faktisk ligegyldigt, fortæller den sønderjyske maskinfører.

Han fremhæver også, at man på Vervaet ikke skal bekymre sig om kardankryds på en PTO-aksel mellem traktor og gyllevogn, når man drejer skrapt.

Jannik Andersen har mulighed for trinløst at justere hjultrækkets kraft på maskinen fra terminalen.

- I sortjord kører jeg som regel med 100 procent træk på baghjulene, og 60 procent på forhjulene, men jeg kan med to drejeknapper let justere trækkraften, og hurtigt ændre det, hvis der bliver behov for det.

Lave driftsomkostninger

Det er ingen hemmelighed, at maskinen er forholdsvis dyr i indkøb, men den sønderjyske maskinstationsejer fortæller, at kunderne gerne giver lidt ekstra, for at få kørt gyllen skånsomt ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desuden bytter vi maskinen efter fem til seks tusind timer, og det er gerne fire til fem år, da vi årligt kører 1.000 til 1.200 timer med maskinen.

- Det er min erfaring, at driftsomkostningerne er lavere ved at bytte i god tid, inden diverse køremotorer eller lignende måske begynder at drille, for så kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse.

Hvis uheldet er ude, så kommer den danske impotør, Gøma, hurtigt og afhjælper problemer med maskinen.

- At der i første omgang overhovedet kom en Vervaet på maskinstation, er også Gømas skyld. Vi har altid haft et rigtig godt samarbejde med dem, og det resulterede i, at vi i 1999 prøvede den første Vervaet, og har kørt med det lige siden, fortæller Flemming Hansen.

Foruden den røde selvkørende Vervaet råder maskinstationen over syv andre gyllevogne. Det drejer sig om to 25 ton Harsø vogne, en Samson SG 28 monteret på en Claas Xerion-traktor, to Samson PG 27, samt en PG 25 og en PG 20.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faktisk havde vi på et tidspunkt to Vervaet XXL-sæt, hvor kapaciteten med en monteret trailer nåede op på 24 kubikmeter, men maskinen var alt for kompleks og for besværlig at arbejde med. Blandt andet skulle maskinen pumpe alt gyllen til traileren under læsning, og derefter pumpe det hele tilbage igen under aflæsning.