Jyske landmænd er meget interesserede i at høre om, hvordan man får sin bedrift godt givet videre til de nye generationer, hvad enten det er familie eller en betroet medarbejder, der skal overtage.

Over 240 landmænd har nu deltaget i et af LMO’s arrangementer om "Vejen til det vellykkede generationsskifte". Arrangementerne er blevet holdt i Horsens, Søften og Viborg, og skal muligvis også tilbydes i andre byer i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan tage op til fem år at forberede et vellykket generationsskifte. Derfor er det vigtigt på forhånd at skaffe sig overblik over de økonomiske, skattemæssige og sociale udfordringer, så man ikke lander i en af de mange faldgruber, siger chefrådgiver Susanne Møberg, LMO.

Alle deltagere fra møderne har nu mulighed for et individuelt afklaringsmøde og kan bagefter deltage i en netværksgruppe, som mødes fire gange med professionelle rådgivere og andre landmænd i samme situation.

Ny finansieringsform

 På møderne hørte deltagerne også agronom Torben Andersen, HTCagro, fortælle om "fondskonceptet", som han har været med til at udvikle og igangsætte. Der er her tale om en ny og alternativ finasieringsform, som er igangsat i en tid, hvor erhvervet er hårdt ramt af finansieringsproblemer.

Susanne Møberg ser muligheder i det nye koncept, som bygger på, at pensionskasser og andre institutionelle investorer skyder penge i dansk landbrug uden at blive direkte involveret i den daglige drift.

- Konceptet er, at jord og bygninger ejes af en fond, som lejer disse aktiver ud til landmanden. Driften af landbruget ligger i landmandens eget regi - både økonomisk og ansvarsmæssigt. Landmanden forbliver således driftsherre, og investorerne får en lejeindtægt fra udlejning af jord og driftsbygninger. Det er en af mulighederne inden for generationsskifte i dag, forklarer hun.