Den grønne følgegruppe opfordrer Ringkøbing-Skjern Kommune til at støtte jordfordeling økonomisk. Følgegruppen for projektet, der nu på ny undersøger mulighederne for at få Skjern Å udpeget til nationalpark, har holdt to møder. Fra landbrugets side deltager Helle Borum på vegne af de berørte landboforeninger sammen med Jørgen Krøjgaard fra Herning-Ikast Landboforening. Helle Borum repræsenterer Sydvestjysk Landboforening, Jysk Landbrug, Herning-Ikast Landboforening og Familielandbruget Vestjylland. Helle Borum fortæller, at efter det kuldsejlede nationalparkforløb for nogle år siden er alle nu enige om at starte på en frisk, og at frivillighed er en absolut forudsætning.

Sammenhængende natur

- Vi står ikke lige foran en løsning, men vi har skabelonen til en løsning. Vi er startet med en god dialog og drøftelse. Som vi ser det, er hele emnet om jordfordeling vigtig for at finde en løsning. Hele tanken ved en nationalpark er jo at udvikle et større og sammenhængende naturområde, fortæller Helle Borum, miljørådgiver Sagro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at få den ypperste natur og den største biodiversitet med i nationalparken, opfordrer følgegruppen Ringkøbing Skjern Kommune til at gå økonomisk ind i en jordfordeling.

- Hvis vi på den måde kan få landbrug og natur skilt ad, så vil det bane vejen for nationalparken, vurderer Helle Borum.

Den grønne følgegruppe består af otte foreninger og organisationer og fungerer som et rådgivende gruppe, der kan komme med indspark til udvalget bag Skjern Å-projektet. Udvalget mødes morgen, hvor bl.a. principper for jordfordeling af landbrugsarealer er på dagsordenen.

6. nationalpark

Loven om nationalparker i Danmark og den medfølgende økonomiske bevilling på finansloven betyder kun politisk vilje og finansering af fem nationalparker. De fem er allerede en realitet med, Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land, Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det kræver derfor at forligsparterne bag loven udvider aftalen, hvis Skjern Å-projektet skal vokse fra projekt til nationalpark.