Foreningen Frit Fjerkræ fået aktindsigt i sagen om hønsetyfus hos Fødevarestyrelsen. Det viser sig at rugeæggene stammede fra Frankrig.

- Da fasanerne er døde, næsten lige efter at de er klækket og uden kontakt til andre fugle, så er det sandynligt at sygdommen er kommet til Danmark med rugeæggene. Det er ikke første gang, det skete også i 2006 med illegal import af rugeæg, siger Finn Jensen, formand for Frit Fjerkræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevarestyrelsen udsendte 7. juni en advarsel om at holde øje med hønsetyfus i fjerkræbesætninger. Det skete efter to udbrud i fasanbesætninger ved Ringsted. Besætningerne har samme ejer, og kyllingerne er udruget på samme sted. Frit Fjerkræ har fået aktindsigt i det første udbrud.

Aktindsigten hos Fødevarestyrelsen viser at fasanæggene oprindeligt stammer fra Frankrig, de blev leveret til en anden besætning, med samme ejer, hvor de blev ruget ud og daggamle kyllinger flyttet til den ramte besætning. Sundhedstilstanden hos voksne fasaner og én uge gamle fasankyllinger i den besætning, hvor de blev udruget er normal i slutningen af maj, men 6. juni blev der konstateret hønsetyfus i denne besætning også.

Fasanerne begyndte at dø som fem dage gamle. Ingen diarre blev observeret, de var velnærede og fjerdragten var pæn, også hos de døde fugle. Fasankyllingerne blev indsat i fire rengjorte og desinficerede kyllingehuse, har været holdt indendøre og uden kontakt til vilde fugle.

Der er indkøbt nogle daggamle hanekyllinger hos et rugeri til at gå sammen med fasanerne. De er også ramt af dødsfald. Ingen fjerkræ eller æg er solgt fra besætningen, viser oplysningerne fra Fødevarestyrelsen.

I akut form

Det er hønsetyfus af typen Salmonella pullorum, der er konstateret hos fasanerne. Det er den type som, optræder næsten udelukkende i akut form hos helt unge kyllinger, hvilket passer meget godt med, at det er fem dage gamle fasankyllinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hønsetyfus har ikke været konstateret i Danmark siden 2010, men op igennem 00'erne var der to-fem udbrud om året i Danmark. Frankrig, hvor æggene stammer fra, har ikke konstateret udbrud siden 2011. I vores naboland har Sverige haft hønsetyfus i 2017 og Polen i 2016.

- Vi vil i Frit Fjerkræ også opfordre til at være opmærksom på øget dødelighed blandt dine fjerkræ og specielt, hvis det er små kyllinger. Vær opmærksom hvis der er fasaner i nærheden, men der er ingen grund til panik. Følg Fødevarestyrelsens råd og tag kontakt til en dyrlæge hvis du oplever øget dødelighed, siger Finn Jensen, formand for Frit Fjerkræ.

- Men vi vil også påpege risikoen for import af sygdomme med den store import af fasaner, der sker både som levende fasaner og som rugeæg. De kommer hovedsageligt fra Frankrig og Polen. Der importeres cirka 150.000 levende fasaner om året og 260.000 rugeæg, tal fra 2015. Det er ikke første gang, der er kommet hønsetyfus til Danmark via import af fasanrugeæg. Det skete også i Sønderjylland i 2006 med illegalt importerede rugeæg, siger Finn Jensen.

Ikke ude i naturen

Frit Fjerkræ glæder sig over at der ikke leveret fasaner videre fra besætningerne ved Ringsted, og de er heller ikke sat ud i naturen. Det fremgår dog ikke af aktindsigten, om der er leveret flere fasanæg til andre besætninger i Danmark sammen med leverancen fra Frankrig, eller om der er kommet æg fra samme besætning senere.

- Vi vil kraftigt opfordre Fødevarestyrelsen til at følge op på, om der er leveret flere rugeæg til Danmark i samme sending eller eventuelt senere fra samme besætning i Frankrig og informere om risikoen ved dette, siger Finn Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frit Fjerkræ er en forening af folk, der holder fritgående fjerkræ, både som hyggehøns i haven og som stalddørssælgere med små besætninger af fritgående fjerkræ. Foreningen arbejder for at høns og andet fjerkræ har lov til at gå frit, både i egen have og hos små lokale producenter. De arbejder også for at det skal være lettere at sælge lokale fjerkræprodukter direkte til forbrugeren.