Allan Mahler er landmandssøn fra Skads ved Esbjerg, og som ganske ung kom han i lære hos Vester Nebel Smede og Maskinforretning. Efter endt læretid kørte han som montør i knapt tre år, hvorefter han som kun 22-årig blev værkføre i den vestjyske maskinforretning. På daværende tidspunkt var der omkring 30 mand i virksomheden, så den unge Mahler fik i den grad afprøvet sine evner til at lede og fordele arbejdet. Efter en kort afstikker til Ford i Ansager, var Allan Mahler i 1985 til Agromek i Herning, og her kom han ind på standen hos Claas Danmark.

- Claas Danmark var lige blevet stiftet, og de mente, at jeg var den rette til at opbygge serviceafdelingen i detailafdelingen i Aarhus. Det sagde jeg ja til,og arbejdede med det indtil 1989, hvor jeg blev salgschef for detailafdelingen i Aarhus, fortæller Allan Mahler.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Startede fra bunden

Allan Mahler havde imidlertid lyst til mere, og i efteråret 1993 pantsatte han og Mariann stort set alt, hvad familien ejede og købte den nedlagte tømmerhandel i landsbyen Grundfør vest for Aarhus. Her ville de etablere maskinhandel, hvor Allan skulle står for salget, mens Mariann tog sig af økonomien, og sammen med fem medarbejdere var det starten på Traktor & Høstspecialisten.

I sin tid hos Claas Danmark mødte Allan Mahler mange af de ledende medarbejdere hos Claas i Tyskland.

- Når jeg talte med dem om at drive egen virksomhed, pointerede de altid, at det vigtigste ved en virksomhed ikke er glimmer og glamour, men troværdigheden og ekspertisen blandt de mennesker, der er i virksomheden. Derfor turde vi gå i gang i en gammel tømmerhandel, og derfor kaldte vi også virksomheden for Traktor & Høstspecialisten. Vi ville ansætte specialister og koncentrere os om et begrænset maskinsortiment. Det har ikke kørt lige stringent gennem alle 25 år, men overordnet set har vi altid haft fokus på Claas og produkter fra nogle ganske få redskabsproducenter. Introduktionen af traktorer fra Claas gjorde strategien meget nemmere, og i de senere år har vi koncentreret os om Claas, Amazone og Fliegl samt været servicecenter for Samson, siger Allan Mahler.

Klar strategi fra starten

At mejetærskere fik en ganske særlig status hos Traktor & Høstspecialisten er ikke nogen tilfældighed.

- Vi startede ikke ud efter en forkromet forretningsplan, men vi havde en målsætning, og her havde vi talt om, at vi ville erobre ti procent af det danske marked for mejetærskere, og at vi ville sælge 25 procent af de Claas mejetærskere, der skulle sælges her i landet. Det første år solgte vi 20 nye og 70 brugte mejetærskere. Det var dengang en ny maskine hed Dominator 98 og havde et skærebord på 15 eller 17 fod. Virksomheden har altid kørt med sorte tal på bundlinjen, og når vi ser tilbage på de godt 25 år med Claas, så ser det ud til, at vi har opnået dét, vi gik efter, siger Allan Mahler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Serviceteamet er rygraden

Traktor & Høstspecialisten har i en længere årrække beskæftiget omkring 30 medarbejdere, og når alle er hjemme på matriklen i Grundfør, er pladsen trang. Det sker tilgængæld sjældent, for mange af montørerne i de ti servicevogne kører ud og servicerer mejetærskere direkte fra deres bopæl, og de kommer kun forbi virksomheden for at hente reservedele til de næste opgaver.

- Vi har en række dedikerede og dygtige medarbejder. To af dem har været med lige siden, vi startede og rigtig mange har over ti års anciennitet. Som sælger kan vi godt lave en god handel, hvor kunden er tilfreds. Men de, der skaber relationerne til kunderne, og får dem til at vælge os fremfor konkurrenterne, er det dygtige serviceteam med montører og værkførere. Det er dem, der er rygraden i en virksomhed, som kalder sig for ekspert, og indtil nu har vi kunnet fastholde de dygtige medarbejdere, siger Allan Mahler og tilføjer:

- Men andre brancher kender også deres kvalifikationer, og derfor fristes vor medarbejdere næsten dagligt med attraktive ansættelsesforhold uden weekendarbejde. Det er en stor udfordring for branchen og for hele landbruget at fastholde de bedste. En finsnitter eller mejetærsker til mange millioner skal repareres, uanset om det er nat eller søndag. Derfor skal vi gøre arbejdspladserne attraktive, og det drejer sig ikke kun om løn. Professionelle serviceteknikere efterspørger uddannelse, så de altid er skridtet foran og har den nyeste viden.

Traktor & Høstspecielisten beskæftiger konstant fire lærlinge, og Allan Mahler har overhovedet ingen respekt for kollegaer, der ikke har lærlinge, men som brokker sig over, at lønningerne stiger, og at der ikke findes ledige montører.

Skal gå i store sko

Handel har altid fyldt meget i virksomheden, og i flere år har Traktor & Høstspecialisten haft en omsætning på omkring en kvart milliard kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har rigtig mange trofaste kunder, der vender tilbage igen og igen, når der skal handles maskiner. Handel bygger på tillid, og som sælger skal man gå i store sko. Bagateller må ikke få tid til at udvikle sig. Bliver de løst og ryddet af vejen, er det ofte den detalje, kunden husker, næste gang der skal handles. Der skal så lidt til at ødelægge et godt forhold, og vi skal huske, at rygterne altid kommer før, vi selv gør det, siger Allan Mahler.

Derfor vil han også gerne huskes for, at et ord er et ord, og at har man først sagt A, så må man også sige B for at få handlen til at blive en succes.

Han vil også gerne huskes for, at han etablerede en specialforretning med landets største lager af reservedele til Claas mejetærskere. Ud over lageret af nye reservedele, råder virksomheden også over genopbyggede dele, og dele fra skadede mejetærskere.

Træffer selv beslutningen

Allan Mahler har flere gode grunde til, hvorfor Mariann og han sælger og forlader deres livsværk netop nu.

- Jeg er født i 1955 og kunne sådan set godt fortsætte nogle år endnu. Men de bedste medarbejdere fortjener også den bedste chef, og med alderen bliver vi nok lidt mindre innovative, og jeg ønsker ikke at slutte som en bitter mand, der ikke ser muligheder, men bruger tiden på at kritisere udviklingen omkring mig, siger Allan Mahler og tilføjer, at et sygdomsforløb, hvor han pludselig var borte fra virksomheden i tre uger, også talte for at stoppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg hører til den type, der helst selv træffer beslutninger, og derfor slog vi til, da Danish Agro viste interesse for virksomheden. Fik jeg muligheden for at gøre det hele om, så ville jeg gøre det på nøjagtig samme måde. Det har været et privilegie af have Mariann ved min side, både derhjemme og her i virksomheden. Hun har selv været en del af virksomheden, og derfor har der som regel været forståelse for de beslutninger, jeg har taget, og for at komme sent hjem, siger Allan Mahler, og efter lidt eftertanke tilføjer han:

- Jeg forlod skolen efter ottende klasse, og kunne jeg gøre det om, ville jeg helt bestemt have taget et par år ekstra i skolen.

Europa og børnebørn kalder

Når skrivebordet er ryddet den 23. januar, smides mobiltelefonen over skulderen og ægteparret Mahler sætter kursen mod deres nye hjem i Ebeltoft.

- I de næste fire måneder skal der være tid til børn og børnebørn samt til en tur i autocamperen ned gennem Europa. Vi har aldrig haft lange sammenhængende ferier, og det vil vi nyde, og måske bliver der også tid til en tur længere ud i verden, siger Allan Mahler, og løfter samtidig sløret for, at han måske ikke helt forlader arbejdsmarkedet.

- Vi har oprettet en lille konsulentvirksomhed. Hvilke aktiviteter virksomheden skal udføre, kan vi komme tilbage til, hvis vi bliver trætte af at rejse og holde fri, smiler Allan Mahler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farvel og god dag

Vagtskiftet i Traktor & Høstspecialisten, hvor Mariann og Allan Mahler forlader virksomheden og Henrik Thomsen, der er kendt fra Kolding Maskinforretning, tiltræder som direktør for Traktor & Høstspecialisten, markeres med en reception den 21. januar 2019 kl. 14.00 - 16.30.