Det er altid rart at være i god tid. Især til foråret 2019, kan det være en ekstra god idé, da der måske er tegn på, at foråret kan komme tidligt:

- Hvis vinteren ender med helt at udeblive, så kan foråret komme meget tidligt, da der ikke er den samme mængde vand i jorden, som der plejer, fortæller Kristian Nørby Nielsen, produktchef hos frøproducenten Strube.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige efter nytår afsluttede vi salget af roefrø til sukkerroer, og nu gælder det salget af roefrø til foder og biogas, og her plejer folk ikke at være i ligeså god tid, som sukker-avlerne, fortæller Kristian Nørby Nielsen, og opfordrer til at komme ud af busken og få bestilt roefrøene.

- Hvis foråret kommer tidligt, så er det rart at have frøene klar, da roer som regel er noget af det første, der kommer i jorden, fortæller produktchefen.

Minimalt jord

Til sæson 2019 satser Strube på tre forskellige roesorter til foder og biogas.

- De hedder Degas, Gahan og Yoda, og Gahan forventer jeg mig meget af, da den ligger syv procent over målesorten i sæson 2018, fortæller Kristian Nørby Nielsen.

Gahan har dermed forholdstal 107, og sorten har ikke bare et højt udbytte, men også en meget lille rodfure.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det gør den attraktiv både til foder og til biogas, da det her gælder om at få så lidt jord med ind på foderbordet som muligt, eller med i biogasanlægget, påpeger Kristian Nørby Nielsen.

Den lille rodfure er noget, som er udviklet i genetikken af Strube roefrøene, ligesom man i Degas-sorten har fokuseret på en meget stor top.

- Det betyder, at Degas er hurtig til at lukke af for ukrudt, som kan være en fordel i marker med et højt ukrudtstryk, da rækkerne dermed hurtigere lukkes til.

Et godt roe-år

Mens sukkerroerne i mange dele af det syd- og østlige af Danmark har klaret sig knap så godt i sommerens tørke, så har foderroerne tilsvarende klaret sig rigtig godt i store dele af Jylland.

- I Danmark har vi cirka 4.400 hektar med roer til foder og biogas, og langt størstedelen af arealet er placeret i Nordjylland. Her har man flere steder taget roerne op så sent som i december, og det har givet nogle fantastiske høje udbytter, fortæller Kristian Nørby Nielsen og hentyder til roens fantastiske lange vækstsæson fra tidligt forår til hen på vinteren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I modsætningen til eksempelvis majs, som afmodner, så fortsætter roerne med at vokse lige til den dag de tages op. Så i princippet er det en fordel at lade roerne sidde i jorden til december. Specielt havde vi i 2018 mange gode dage til optagning i december. Selvom det naturligvis kan svinge meget fra år til år.