Via landmændenes sprøjtejournaler er det muligt at se på udviklingen i forbruget på markerne, og belastningen fra de forbrugte mængder er faldet med 28 procent fra 2011 til 2015. Der er forskel på salgstal og forbrugstal, fordi man op til indførslen af pesticidafgiften i 2013 oplevede en massiv hamstring af pesticider. Derfor forbruges der i øjeblikket mere, end der sælges. At salgstal og forbrugstal ser ud til at nærme sig hinanden kunne dog tyde på, at landmændene er ved at have opbrugt de lagre, der blev bygget op.

Bekæmpelsesmiddelstatistikken viser også, at salget af sprøjtemidler er på vej op igen efter et meget lavt salg i 2014 som følge af hamstringen. Fra 2011 til 2014 faldt belastningen af de solgte pesticider med 55 procent i forhold til det beregnede niveau i 2011, mens belastningen beregnet ud fra forbrugstallene i samme periode faldt med 18 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statistikken viser også tegn på, at effekten af den hamstring af pesticider, som fandt sted, inden den nye pesticidafgift trådte i kraft i 2013, er aftagende,

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

- Pesticidafgiften skal evalueres med udgangen af 2017, og det vil give grundlag for at diskutere eventuelle ændringer i afgift og målsætning i 2018, siger Esben Lunde Larsen.

Belastningen falder

Belastningen fra pesticider er faldet med 40 procent siden 2011, hvis man alene måler på salget af pesticider. Det er netop målet i den nuværende sprøjtemiddelstrategi at sænke belastningen fra pesticider med 40 procent i 2015 i forhold til det beregnede niveau i 2011.

- Tallene går i den rigtige retning, og det er rigtigt positivt. Vi har nået målet om at sænke belastningen med 40 procent målt på salgstal, mens belastningen, beregnet ud fra forbruget på de danske marker, er faldet med 28 procent sammenlignet med 2011. Statistikken viser også tegn på, at effekten af den hamstring af pesticider, som fandt sted, inden den nye pesticidafgift trådte i kraft i 2013, er aftagende, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Læs hele Bekæmpelsesmiddelstatistikken fra 2015 her.