Et nyt tiltag i Varde Kommunes afdeling for Teknik og Miljø har revolutioneret måden, man fra kommunens side indgår i kontakt med den enkelte landmand, når der skal indhentes boretilladelse i forbindelse med markvanding.

Tidligere var landmanden nødt til at tage turen ind til rådhuset, men nu kan samtalen i stedet klares over telefonen, imens landmanden sidder ved sin computer derhjemme. Herfra kan landmanden følge med på medarbejderens skærm og nemmere gøre indsigelser, når kortene over landmandens grund gennemgås i forbindelse med, at kommunens ansatte forklarer årsagerne til deres beslutning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kendt koncept

Dette er muligt igennem programmet Teamviewer, der for et beskedent beløb er blevet indkøbt til kommunens computere og ikke kræver nogen form for køb eller installation for landmanden, der kun skal klikke på et link, kommunen sender via mail.

Bevillingerne til markvanding er ofte af stor betydning for landmandens virke, og i de mere komplekse tilfælde kan der opstå forvirring eller uenighed om årsagerne til en konkret beslutning.

Konceptet er tidligere blevet benyttet internt mellem afdelinger i Varde Kommune og vil i den kommende tid blive forsøgt udbredt til andre dele af kommunens erhvervs- og borgerservice.

Tidsbesparende og nemt

Kaj Stoltenberg, Teamleder for Digitalisering og IT i Varde Kommune, siger om den nye ordning:

- Tidligere blev landmændene inviteret til rådhuset for at finde løsningen på deres markvandingsproblemer. Nu inviteres de i stedet til et online møde, der sættes op på under et minut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også sagsbehandlerne på vandområdet har rosende ord at sige om implementeringen af det nye tiltag:

- Der er større chance for, at beslutningen bliver korrekt i første hug, da vi nu langt hurtigere kan komme til enighed med landmanden om tekniske detaljer såsom grundens udseende, den konkrete jordtype og boringens nøjagtige placering.

Der er et andet fokus, når det er over telefonen. Derfor bruger vi nu mindre end halvdelen af den tid, vi plejede at bruge på området, siger Hardy Skov, der der sagebehandler hos Varde Kommune.

Sagsbehandler Hans Otzen, der i sit arbejde jævnligt bruger programmet, er ikke nervøs for, at teknikken er for indviklet:

- Som sagsbehandler er systemet såre simpelt at blive sat ind i. Det er ikke ligefrem raketvidenskab. Hvis eksempelvis en af de ældre landmænd ikke føler sig helt sikre på teknikken, så får de typisk en søn eller datter til at hjælpe sig, fremfor at tage turen herind.