Lyt til artiklen:

Agroskolen bliver første nybyggede landbrugsskole i 37 år

00:00
Hastighed: ???x
05:36

Ikke siden 1986 har en dansk landbrugsskole bygget nyt hovedkvarter. Det bliver der nu ændret på, det skriver Agroskolen i en pressemeddelelse, i anledning af at byggeplanerne den nye skole er netop blevet godkendt af bestyrelsen for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Placeringen bliver i kernen af Herningsholms campusområde på Lillelundvej - med erhvervsskolens mange ungdoms- og erhvervsuddannelser på den ene side og smuk natur fra Lillelund Engpark på den anden. Her kan skolens elever indgå i fællesskabet med de andre uddannelser, men har også mulighed for at være sig selv med udsigt til grønne arealer. Den nye skole kommer med andre ord til at forene land og by.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi glæder os til at bringe kulturen og værdierne, der kendetegner en landbrugsskole af høj kvalitet, ind i et topmoderne miljø i Herning, siger Jeppe Bomann, forstander og uddannelsesleder på Agroskolen.

Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, som Agroskolen er en del af, påpeger betydningen af landbrugsuddannelsen for området:

- Som erhvervsskole i Midt- og Vestjylland ønsker vi at være en skole, der er relevant for erhvervslivet i området. Landbrugssektoren er en central branche i en rivende teknologisk udvikling. Derfor er tiden moden til at bygge fremtidens landbrugsskole, der giver optimale muligheder for landbrugserhvervet i hele området, siger Allen Kortnum, og fortsætter:

- Med flytningen ønsker vi at skabe et åbent hus, der ikke kun fremmer landbrugsfaglige kompetencer, men også præsenterer landbrugserhvervet for omverdenen og inviterer lokalsamfundet indenfor. Det er designet til at være mere end bare en skole og vil også fungere som et moderne forsamlingshus, der kan huse en bred vifte af aktiviteter som fællesspisninger, foredrag, kurser og foreningsarrangementer, siger Allan Kortnum.

24/7 fremfor 8 til 16

I planerne for den nye landbrugsskole er der lagt vægt på, at det skal være et markant byggeri, der både tjener sine funktioner og er smukt at se på. Byggeriets konstruktion får mange fællestræk med staklader, som i landbruget fortrinsvis har tjent det formål at sikre opmagasinerede afgrøder. Det har også været vigtigt at skabe et socialt og hjemligt samlingssted, der fremmer fællesskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skolen bliver bygget med plads til 100 elever og mulighed for let at udvide. Desuden bliver skolehjemmet i Herning udvidet til at kunne rumme 250 elever. Samtidig bygger BRF-Fonden et af deres tre håndværkskollegier i tilknytning til Herningsholm og tæt på den nye landbrugsskole.

Landbrugsskolen er fast besluttet på at skabe en balance mellem at være en integreret del af fællesskabet med de andre uddannelser på Herningsholm, mens den også bevarer sin unikke identitet.

Når landbrugsuddannelsen er mere 24/7 end 8 til 16, fordi eleverne også er sammen om et væld af aktiviteter uden for almindelig skoletid, kommer man nemlig tættere på det, som en højskole kan.

- Skolens tilgang ligger helt klart i forlængelse af højskoletanken om, at uddannelse og dannelse ikke er det samme. Derfor har vi fokus på det dannende element hver dag. Ud over at vores elever skal være fagligt i top, skal de også gå herfra med en almen viden og være godt rustet til oplæringen og senere arbejdet i landbruget, siger Jeppe Bomann.

rich-media-4
Tanken bag den nye landbrugsskole er at skabe et socialt og hjemligt samlingssted, der fremmer fællesskab. Foto: Agroskolen.

Klubhus for landbrugsinteresserede unge

Nye undervisningsformer og teknologier kræver også tidssvarende faciliteter. Derfor har repræsentanter fra branchen rådgivet under planlægningen af den nye skole, så den kommer til at leve op til netop det. Blandt rådgiverne finder man blandt andre Landbo Ungdom og næstformand Martin Rohde Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været en yderst positiv proces, hvor vi har haft mulighed for at sætte vores præg på den nye skole og sikre, at den imødekommer de unges ønsker og behov for at vælge en landbrugsskole. Ikke bare en mulighed for at dygtiggøre sig fagligt, men også for at skabe et socialt fællesskab omkring sin uddannelse. Et klubhus for os og andre landbrugsinteresserede unge, siger Martin Rohde Andersen.

Næstformanden hilser velkommen, at skolen inviterer lokale aktører i Midt- og Vestjylland til at benytte faciliteterne til positivt samarbejde og udvikling.

- Det vil skabe en stærk forbindelse mellem skolen og det lokale landbrugsmiljø. Vi tror på, at det vil tiltrække flere unge og dermed bidrage positivt til landbrugets fremtid," siger Martin Rohde Andersen.

rich-media-6
På 1. sal - også kaldet "Høloftet" - har en helt særlig stemning med de fritlagte spær. Den lave tagfod er med til at skabe en atmosfære til lokalerne, der fremmer fordybelse og nærvær. Foto: Agroskolen.

Fordobling af optaget

Agroskolen er oprindelig en fusion mellem landbrugsskolerne Hammerum, Borris ved Skjern og Kongensgaard ved Lemvig. Siden sammenlægningen med Herningsholm i 2018 har søgningen til landbrugsuddannelsen været stigende.

På landsplan begyndte 21 procent flere på en landbrugsskole i januar 2023 sammenlignet med 2021, og til august 2023 er optaget på danske landbrugsskoler steget med 15 procent i forhold til sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optaget på Agroskolen afspejler den positive udvikling i hele landet med en fordobling på grundforløbet til august 2023 sammenlignet med 2022.