Det er svært at finde finansiering og dyrt for nyuddannede landmænd at træde ind i landbrugserhvervet som selvstændig virksomhedsejere, og samtidig øges andelen af grå hår i dansk landbrug år for år. Landbrugsskolerne sørger for, at de produktionsledere, agrarøkonomer og Agro Business Manegers, der går fra skolebænken og ud i landbruget, har erhvervet sig stor viden og mange kompetencer, men at de nyuddannede får succes som selvstændige landmænd, er langt fra givet. Økologisk Landsforening vil derfor udbrede kendskabet til og brugen af trainees i landbruget som et redskab til at få de nye talenter bedst muligt ind i erhvervet.

- Nogle arbejdsgivere i det landbrug, de unge møder, er gode til at få aftalt hvilke arbejdsopgaver og udviklingsmuligheder en stilling indeholder. Andre nøjes med at afstemme forventninger til arbejdstid og løn. I det sidste eksempel er der stor risiko for, at ingen af de to parter får det optimale ud af ansættelsen, siger Jens Peter Hermansen, projektleder og økologikonsulent i Økologisk Landsforening og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor vil vi gerne introducere trainee-stillinger i landbruget for at fremme, at landbrugsvirksomheder har fokus på at bruge nye medarbejderes kompetencer bedst muligt, og at en ny medarbejder oplever, at virksomheden har fokus på hans eller hendes personlige udvikling, siger Jens Peter Hermansen.

Vej til finansiering og generationsskifte

Der kan være flere mål med at oprette en trainee stilling. Tre oplagte mål er: 1. At lette overgangen fra ansat til ejerleder, 2. At lette finansieringen når trainee senere vil erhverve/starte egen bedrift, og 3. At gøre eksisterende landbrugsvirksomheder til attraktive arbejdspladser, som kan tiltrække de bedste medarbejdere. Et trainee-forløb kan indeholde deltagelse og ansvar i planlægning af, mark- og gødningsplaner, budgetlægning, indkøb af maskiner, salg af afgrøder, myndighedskontakt, og møder med rådgivere, bank og forsikring.

- Forleden havde jeg fornøjelsen af holde et oplæg på Asmildkloster Landbrugsskole for 40 landbrugselever med interesse i etablering og generationsskifte. I den forbindelse præsenterede jeg dem for begrebet ?trainee?. De unge udtrykte stor interesse for den ?nye? måde at blive ansat på og tilkendegav, at det ville være meget attraktivt at søge den type stilling, siger Jens Peter Hermansen.

Økologisk Landsforening håber, at flere interessenter vil samle sig om at fremme trainee-stillinger i landbruget.