Onsdag den 28. oktober besluttede et bredt flertal i Europa-Parlamentet at undtage udledninger af metan fra drøvtyggere fra EU's luftpakke. Det tager Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, yderst positivt i mod.

De to danske medlemmer af Parlamentet, Jens Rohde og Jørn Dohrmann havde forud for afstemningen arbejdet for at samle mere end 40 parlamentsmedlemmer bag et forslag om undtagelse af metan. Det vandt opbakning fra ledende socialdemokrater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godt nyt

Den brede enighed betyder, at udledninger fra husdyrs biologisk betingede fordøjelsesprocesser undtages fra metankravene:

- Undtagelsen af metan fra husdyrs fordøjelsesprocesser fra 2030 reduktionsmål i luftpakken er en god nyhed for klimaeffektive danske mejerier, mælke- og kødproducenter. Vi havde gerne set, at der slet ikke blev lovgivet om mentan i luftpakken i dag, men der var tale om et kompromis, siger Martin Merrild.

Han tilføjer, at der skal der lyde en tak til danske parlamentsmedlemmer, som på tværs af partiskel bakkede op om europæisk landbrug.

- Vi løfter på hatten for Rohde og Dohrmanns initiativ og arbejde med sagen i landbrugs- og miljøudvalget og for Bendt Bendtsen som også har arbejdet for sagen, og vi kvitterer positivt for socialdemokratisk støtte til at finde et kompromis, siger han.

24 procent fastholdt

Også kravet om reduktion af ammoniakudledning var til afstemining i dag. Udfaldet blev, at det danske 2020 reduktionsmål på 24 procent blev vedtaget. Det er langt over det gennemsnitlige reduktionsmål i EU på 6 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ærgerligt, men ikke overraskende, at parlamentet valgte at holde sig til de mål, den tidligere danske regering meldte ind til EU, på trods af den nuværende regerings indvendinger mod 24 procents reduktionsmålet. Vi må nu håbe, at ministerrådet i stedet vil nedsætte de danske reduktionsmål for 2030, siger Martin Merrild.