Hanne Molbo Damm, 45, er ansat som leder af det nyoprettede fælleskontor for LandboUngdom og 4H. Hun tiltræder 1. marts.

Hanne Molbo Damm er uddannet cand. jur. og kommer fra en stilling som chefkonsulent i Region Syddanmark. Hun har tidligere blandt andet arbejdet 10 år i Fødevareministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye sekretariatsleder får ansvaret for at indføre en ny struktur i administrationen af de to foreninger. Ændringen medfører, at de lokale regionskontorer nedlægges, og at medarbejderne i fremtiden refererer til lederen af fælleskontoret i Agro Food Park i Skejby. Alle medarbejdere får dog samme fysiske arbejdssted som hidtil.

Formændene for LandboUngdom og 4H glæder sig til samarbejdet og til at få udbytte af den nye struktur. Johanne Marie Laursen, formand for LandboUngdom siger:

- Jeg forventer, at vi med den nye struktur får fremtidssikret vores forening. Vi får udnyttet kræfterne og ressourcerne bedre, så vi kan give medlemmerne flere tilbud, og dermed gøre vores forening endnu mere attraktiv at være medlem af.

Samme forventning har Rikke Boss, formand for 4H.

- Vi får en mere effektiv organisation, hvor vi får mere for pengene, og dermed kan opretholde et højt aktivitetsniveau, selv om vores muligheder for at få støtte til aktiviteter for medlemmerne er blevet dårligere, siger Rikke Boss.