I 1982 fik Brøns Maskinforretning importen af Amazone, og i løbet af få år gjorde Jeppe Hamann Danmark til et af de vigtigste markeder for den tyske producent.

- Det hele startede med, at jeg besøgte nogle større landbrug på Sjælland, som havde problemer med at etablere en ordentlig hvedemark med datidens såmaskiner. På besøg i Tyskland havde jeg set, hvordan Amazone havde sammenbygget en rotorharve og en såmaskine med skiveskær. Jeg havde også oplevet, hvordan redskabet kunne bearbejde jorden og etablere hvede i selv det stiveste ler. De første Amazone kombisæt blev solgt på Sjælland og Lolland-Falster. Senere blev metoden også udbredt i resten af landet, forklarer Jeppe Hamann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig med salget af de første kombisæt kom der også gang i salget af gødningsspredere fra Amazone. I starten var det den pneumatiske Jet-spreder, hvor gødningen blev blæst ud i en 12 meter bred bom, og ligeledes blev ZA-U centrifugalsprederen, med to spredetallerkner og arbejdsbredder fra 10 til 15 meter en salgssucces. Dette blev startskuddet til importen af Amazone og en begyndende ekspansion af Brøns Maskinforretning.

I starten skete salget af Amazone direkte fra Brøns. I dag er Brøns Maskinforretning importør, og salget sker gennem et landsdækkende forhandlernet.

25 år med præcision

For 25 år siden udviklede Amazone en enkornssåmaskine til majs, og Jeppe Hamann husker, hvordan han solgte en af de første modeller til en landmand på Fyn.

- Amazone ED og EDX majssåmaskiner er kendt for deres præcision og holdbarhed, og i de senere år har Amazone solgt cirka halvdelen af de majssåmaskiner, der er solgt her i landet, siger Jeppe Hamann.

Succes med sprøjter

I 1992 solgte Brøns Maskinforretning den første Amazone sprøjte her i landet, og siden har sprøjter være en stor succes for maskinforretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kendetegnende for Amazone er, at de udvikler maskinerne fra bunden, og at de selv producerer hovedparten af de komponenter, som maskinerne er bygget af. Det sikrer den rette Amazone kvalitet, og giver sikkerhed for at reservedelsforsyningen er i orden, forklarer Jeppe Hamann.

Brøns Maskinforretning importerer i dag også Amazones program af have/park maskiner, som omfatter maskiner til pleje af græsarealer samt spredere til vinterbekæmpelse.