Maskinbladet, Schweiz

Lely er et privatejet selskab. Og det bliver det ved med at være, forsikrer Lelys administrerende direktør, Alexander van der Lely. Men han afviser ikke, at Lely kan vokse sig større på andre måder end blot ved at sælge flere af de nuværende maskiner i produktprogrammet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortalte han på et pressemøde i Schweiz for nylig.

- Vi leder ikke specifikt efter virksomheder at opkøbe. Sådan en virksomhed er vi ikke. Men jeg vil ikke sige, at et opkøb er uden for rækkevidde. Hvis det rigtige tilbud melder sig, så kunne vi godt være interesseret, siger Alexander van der Lely.

Han vil dog ikke afsløre præcist hvilken type af produkter, der kunne gavne Lelys portefølje.

- Vi udtaler os ikke om fremtidige produkter eller på spørgsmål, der går på fremtidig opkøb og salg, siger Alexander Van der Lely med et smil, der næsten kunne lede hen på, at der rent faktisk var noget i støbeskeen allerede.

En ting vil han dog gerne gøre klart:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Redskaber til jordbearbejdning er helt sikkert ikke på vores radar, pointerer han.

- Vi er i dag den eneste virksomhed, der spænder hele vejen fra græs til mælk med vores produkter. Det er det område, vi er specialister i, så derfor ser vi ingen interesse i for eksempel at tage redskaber til jordbearbejdning ind, siger Alexander Van der Lely.

Vil være nummer tre

Til gengæld lægger direktøren ikke skjul på, at han gerne ser Lely i top tre, når det gælder udstyr til at lave grovfoder med. Men på et lignende pressemøde for to-tre år siden gav han samme udmelding. Spørgsmålet er så, hvor tæt Lely er i sin målsætning?

- Vi har rykket os - uden tvivl. Vi er tættere på målet, og vi arbejder hårdt på at nå det. En af vores største udfordringer er at blive mere stabile på de nye markeder, vi er gået i krig med. Rusland er det største nye marked for os. Men det er et meget stort land, og det kræver ressourcer at nå en vis stabilitet i sådan et land. Men det er samtidig et land, der kan føre os mod vores mål, fordi det er så stort, siger Alexander Van der Lely.

- Vil Lely vil opkøbe andre virksomheder for at nå målet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi svarer ikke på spørgsmål om fremtidige investeringer, gentager Alexander van der Lely.