Den europæiske antibiotikadag blev afholdt over hele Europa den 18. november. Dagens formål er at øge opmærksomheden omkring de antibiotikaresistente bakterier, der hvert år koster 25.000 europæere livet og op imod 11 milliarder kroner i sundhedsudgifter og tabt arbejdskraft. 

I den anledning præsenterede EU-Kommissionen 17. november dens femårs plan, der skal begrænse forekomsten af resistente bakterier i både dyr og mennesker. Planen består af tolv punkter, der på sigt skal udformes til et lovforslag. Det skriver foodculture.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De tolv konkrete tiltag, som vi fremlægger, kan medvirke til at begrænse spredningen af antimikrobiel resistens og hjælpe med at udvikle nye antimikrobielle behandlinger. Succes kræver en forenet indsats fra EU, medlemsstaterne, sundhedspersonale, industri, landmænd og mange andre, siger EU-kommissæren for sundhed og forbrugerpolitik, John Dalli, til foodculture.dk.

Det gennemgående tema i Kommissionens forslag er et bredere forsknings- og overvågningssamarbejde på tværs af landegrænserne. Desuden ønsker Kommissionen at stramme lovgivningen for brugen af antibiotika i dyrefoder.