Indehaveren af Sdr. Rind Maskinservice, Bent Hansen, 27 år, har netop købt og overtaget maskinforretningen Bredsgaard A/S i Kjellerup, som han ikke blot vil videreføre, men også udbygge.

Han er udlært hos Grundvad Maskinhandel, og han har drevet sin forretning i Sdr. Rind, som ligger cirka 15 kilometer fra Kjellerup, siden han var 20 år. Her har han blandt andet opbygget et godt og solidt kundegrundlag med alt fra landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner, og han er på vej ind i et nyt stort område i juletræsbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt dette tilføjes Bredsgaard - dog vil kunder stadig have muligheden i at bruge værkstedet i Sdr. Rind, siger Bent Hansen.

Hans interesse er værkstedet, og det er også her hans fremtidige domæne bliver. Derfor har han ansat sin svoger, Ivan Tang, som administrerende direktør. Han tiltræder først den 1. juli og kommer fra en stilling hos Mita Teknik i Rødkærsbro, hvor han har arbejdet i ti år med alt fra lager og logistik til salg og indkøb.

Navnet videreføres

Det er planen, at drive Bredsgaard videre, som forretningen kendes med stort fokus på landbrug, men der vil også ske en udbygning med skov- og entreprenørmaskiner.

- Bredsgaard er en sund virksomhed og har et godt renomme, og derfor har vi også valgt at videreføre navnet, siger Ivan Tang.

I forbindelse med Bent Hansens overtagelse har alle fastansatte medarbejdere da også fået tilbud om at fortsætte i firmaet, og det har alle taget imod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vi taknemmelige for. Vi har et stærkt hold, hvor mange har været i firmaet i 15, 20 og 25 år, siger Ivan Tang.

For tiden er der 12 ansatte foruden den nye direktør og den nye ejer, og der søges allerede minimum to yderligere medarbejdere, blandt andet en medarbejdende værkfører.

Og samarbejdet med MI og andre leverandører fortsætter også som hidtil.

- Blandt andet er vi fortsat Full Line Claas-forhandler. Den eneste ændring er, at vi har opsagt den Sadolin Farveland-forretning, som hidtil har hørt under Bredsgaard, fortæller Ivan Tang.

- Vi glæder os således til at byde alle kunder og leverandører velkommen til et fremtidigt samarbejde med vore dygtige og ansvarsfulde medarbejdere, som står for høj service og at en aftale er en aftale, siger Bent Hansen og Ivan Tang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stod over for valg

Bent Hansen har været alene om at drive virksomheden i Sdr. Rind, og den havde efterhånden udviklet sig, så han skulle til at træffe nogle valg.

- Kundemassen var for voldsom og jeg kunne ikke få den nødvendige tid til blandt andet udviklingsarbejdet med juletræsmaskiner, siger Bent Hansen.

- Det supplerer landbrugsmaskinerne godt, fordi der typisk er en stiller periode i vintertiden, hvor det er sæson for juletræs- og skovmaskiner, siger Bent Hansen.

Han fremhæver også, at Bredsgaards placering giver gode udvidelsesmuligheder, og at en udvidelse af værkstedet på et tidspunkt er en del af planen.