Agcos omsætning i andet kvartal er på 1,7 milliarder dollars - en nedgang 1,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

For første halvår 2010 giver det en samlet omsætning på 3,1 milliarder dollars, hvilket er et fald på 6,9 procent i forhold til første halvår sidste år. Korrigeret for valutaudsving er der tale om en nedgang på 11,1 procent i forhold til samme periode sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen til faldet er at finde i Vesteuropa, hvor salget af traktorer efter første halvår er faldet med 19 procent og mejetærskere med 35 procent.

Til gengæld tordner salget frem i Sydamerika, hvor Agco har solgt 57 procent flere traktorer og 50 procent flere mejetærskere i første halvår 2010. I Nordamerika er salget af traktorer gået frem med to procent og mejetærskere med en procent.

Solid position

Agcos resultat efter skat i andet kvartal endte på 62,9 millioner dollars og rettede dermed op på et skidt første kvartal, hvor resultatet kun blev omkring 10 millioner dollars. 

Halvårsresultatet blev dermed 73 millioner dollars efter skat - en nedgang i forhold til 2009, hvor Agcos resultat var 91,1 millioner dollars efter første halvår.

Agcos topchef Martin Richenhagen mener, at Agco har en "solid position på verdensmarkedet".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores robuste præstation i Sydamerika er nøglen til vores resultat i andet kvartal. Det opvejer det lavere resultat på det svage vesteuropæiske marked, siger han og fortsætter:

- I andet halvår vil vi fortsat fokusere på at kontrollere omkostningerne og forbedre indtjeningen. Vi forventer fortsat at kunne forbedre vores resultat i forhold til sidste år.