Som et led i deres konstante jagt på rationaliseringer og besparelser på deres kvægbrug ved Hammershøj, var Edwin og Mariann van der Maat for få år siden på jagt efter en ny strømaskine og en større fuldfodervogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde en anden strømaskine, som vi kørte med i dybstrøelsen, men vi har også kvier på dybstrøelse, og der er mange skillerum i deres del af stalden. Derfor kiggede vi efter en anden maskine til at strø med fra fodergangen, og vi stod også over for at skulle investere i en større mixervogn, da vi så Trioliets kombinerede model i en brochure, fortæller Edwin van der Maat.

Skeptisk over combiløsning

- I starten havde vi ikke regnet med at kunne få en maskine, der kunne to ting, fordi det normalt betyder, at ingen af delene fungerer 100 procent, siger Edwin van der Maat.

Han var således noget skeptisk, da han første gang så den kombinerede maskine i en brochure. Der er tale om en standardmixervogn - en Solomix 2 1800 - fra Trioliet med en påbygget blæser.

- Jeg ringede til en forhandler i Holland og aftalte at se en i forbindelse med et besøg i landet. Men det lykkedes ikke, og så kørte vi i stedet hen til fabrikken for at se maskinen, og der fik at vide, at den danske importør, Stenderrup, ville vise den på Agromek, fortæller Edwin van der Maat.

Først på prøve

- En blæser på mixervognen var noget ret nyt, da vi snakkede med Stenderup om det. Maskinen var da også helt nyudviklet i januar 2007, da vi var på Agromek, og vi talte derfor om at prøve den i en uge, inden vi ville beslutte at købe den, siger Marian og Edwin van der Maat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De blev straks meget glade for den.

- Og den kom aldrig siden herfra, konstaterer de.

Og de er ikke kun glade for den, fordi de kan nøjes med en maskine til to opgaver.

Som mixervogn er de glade for den, fordi den blander foderet godt og skånsomt.

Den bruges til at blande tre forskellige blandinger. Malkekøerne får en blanding hver dag, goldkøerne en anden blanding hver anden dag, og kvierne får en tredje blanding - også hver anden dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Halmen næsten ikke snittet

Et af Edwin og Marian van der Maats krav til en strømaskine var blandt andet, at den skal være skånsom mod halmen, og det mener de er et problem med de andre strømaskiner, de har kigget på, fordi de snitter halmen ret fint. Det ønsker de ikke, fordi halmen efter deres mening bærer bedre i dybstrøelsen, når den ikke er fint snittet.

- I den her bliver halmen næsten ikke snittet, og kun hvis nogle halm-skiver hænger sammen, kan halmen blive snittet lidt mere for at få det igennem, fortæller Edwin van der Maat.

Og selvom halmen næsten ikke snittes, har maskinen ikke problemer med at få halmen igennem.

- Den er kun stoppet helt tre gange. Vi har haft den i fire år til januar, og der har slet ikke været problemer med den. Heller ikke, selvom vi en gang imellem har hørt en sten i den, siger han.

Edwin van der Maat lyder næsten forundret over, at der reelt ikke har været behov for vedligeholdelse på vognen i de fire år, den har været på bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sparer tid og halm

Med strømaskinen tager det cirka 15 minutter at strø hver dag. Før tog det en halv time to gange om dagen.

- Og det var hårdere arbejde, og det fristede nogle gange til at springe en dag over - især ved kvierne, fortæller Edwin og Marian van der Maat.

Med den kombinerede strømaskine og mixervogn sparer de også halm.

Når Edwin skal strø, fylder han en balle i mixervognen, men sætter den ikke i gang, før han er inde på fodergangen og klar til at strø.

- På den måde skæres halmen så lidt som muligt og bærer bedre oppe, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når han doserer strøelsen til de enkelte staldafsnit, holder han øje med vægten, og han kan også finde på at spare lidt på strøelsen, hvis det et år kniber med halmmængden.

Det normale forbrug i besætningen er en bigballe på cirka 500 kg om dagen til 140 dyr.

Rent pto-træk

Trioliet Solomix 2 1800 arbejder med rent pto-træk og en bred rem. Det betyder ifølge den danske importør, Stenderup Maskiner, at den har større kapacitet, end hvis den var hydraulisk trukket.

Hos Edwin og Marian van der Maat trækkes mixervognen af en ældre Deutz med 100 hestekræfter.

- Selve halmen kræver 70 hestekræfter, og 80 hestekræfter kan klare mixervognen i kraft af dens gearkasse, siger Tom Hollænder fra Stenderup Maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at opbygningen er kompakt og forsynet med vinklede trekanter med buk, som får foderet til at vandrer op derefter sender det i alle retninger. Det betyder også, at mineraler bliver godt blandet.

Sneglene er formet som et juletræ, og det betyder ifølge Tom Hollænder, at foderet også kan vandre oppefra og ned og få mineraler med som eventuelt ligger i bunden.

Han fremhæver også de helvalsede sider, som forebygger, at der kan komme til at ligge kager af gammelt foder. Og også sneglene fremhæves, fordi der er store vindinger uden kanter. Og så er sneglene forsynet med lejer i top og bund, og det betyder ifølge Tom Hollænder, at de kan tåle, at der kommer en balle i.

Han fremhæver også, at hele karret er svejset på vangerne, hvilket gør vognen stiv. Og gearkasse er monteret i vangerne og går op i karret på en måde, så der ikke kan komme saft i den.

Endelig nævner han, at den næsten skræddersys efter behov, hvad angår placeringen af udfodringen.