Den endelige ordlyd i årets bekendtgørelse om gødskning er netop blevet offentliggjort. Det er positivt, at det med bekendtgørelsen som noget nyt er blevet muligt at bruge tidlig såning af vinterhvede som alternativ til efterafgrøder, men desværre er det med en omregningsfaktor på en til fem. Det betyder, at der skal fem ha tidligt sået vinterhvede til en ha med efterafgrøder.

Det er et yderst konservativt skøn, og hvis vækstpotentialet i fødevareerhvervet skal realiseres, er der brug for at tage andre anerkendte virkemidler i brug, mener Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bekendtgørelsen lægger op til alt for meget bureaukrati, og som landmand er jeg skuffet over omregningsfaktoren. At der skal fem ha med tidlig såning til for at modsvare en ha med efterafgrøder, er et meget konservativt skøn, og det bliver meget vanskeligt at gennemføre målrettet regulering, hvis det er den her måde, tingene skal gennemføres på, siger han i en pressemeddelelse.

Landbrug & Fødevarer har peget på en lang række andre virkemidler, der kunne have været taget i anvendelse, for eksempel muligheden for nedmuldning af halm og etablering af minivådområder.

- Hvis vi skal have tankerne omkring målrettet regulering til at fungere, vil det være relevant at inddrage en mulighed som minivådområder i bekendtgørelsen og evaluere løbende i stedet for at være så ekstremt forsigtige, siger Torben Hansen.

Han undrer sig også over, det kun er vinterhveden, der er omfattet af bekendtgørelsen.

- Andre typer vintersæd kunne have været mindst lige så relevante, herunder blandt andet triticale, rug og vinterbyg, siger Torben Hansen.