Vestjyllands Andel har travlt. Aldrig har grovvarevirksomheden, der har hovedsæde i Ringkøbing, produceret så meget foder, som tilfældet er netop nu.

Udover den kraftigt stigende efterspørgsel betyder øgede krav såsom GMP+ certificering samt råvarernes øgede kompleksitet, at der stilles større og større krav til produktionen, hvorfor der er brug for både medarbejdertilgang og kompetenceløft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har selskabet ansat fire nye medarbejdere som voksenlærlinge til produktionen. Sammen med tre eksisterende medarbejdere udgør de det første hold i Vestjyllands Andels efterhånden lange historie, der påbegynder uddannelsen som procesoperatør.

Unge medarbejdere

- Vestjyllands Andel er en virksomhed i vækst og med vækstmål - vi ønsker at øge kompetencerne hos medarbejderne, så vi også i fremtiden kan producere og udvikle det kvalitetsfoder, som er Vestjyllands Andels varemærke. Derfor besluttede vi os for at lave dette hold, der har uddannelsen som et fælles projekt og kan sparre med hinanden under forløbet, fortæller Helle Juel, sekretariats- og HR-chef i Vestjyllands Andel.

Hun forklarer i samme forbindelse, at selskabet også i fremtiden har klare ambitioner om at rekruttere dygtige, unge medarbejdere.

- Der er ingen tvivl om, at Vestjyllands Andel ønsker at tiltrække unge talenter, hvor det giver mening. Den teknologiske udvikling tager fart, og de digitalt indfødte bliver af afgørende betydning for at sikre, at Vestjyllands Andel formår at udnytte den nyeste teknologi også i fremtiden. Vi skal tage den nyeste teknologi i anvendelse, når vi er sammen om den praktiske innovation, lyder det fra Helle Juel.

En god mulighed

Èn af de medarbejdere, der skal i gang med uddannelsen som procesoperatør, er 25-årige Morten Tanderup. Efter tre år som ufaglært i Vestjyllands Andel ser han frem til at bygge ovenpå sine kompetencer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det her er en god mulighed, som jeg gerne vil tage imod. Jeg glæder mig til at lære mere om rapportering, egenkontrol, projektstyring og generelt bare til at udvikle mig rent fagligt. Og hvem ved, måske jeg kunne lære nogle af de gamle noget nyt, lyder det med et smil fra Morten Tanderup, der betragter uddannelsen som en win-win- situation for ham og Vestjyllands Andel.

- Det er her, jeg gerne vil være, og ambitionerne er at få mere ansvar i fremtiden. Ved at tilbyde mig det her uddannelsesforløb signalerer VA også, at de gerne vil investere i mig, og det er selvfølgelig rart at vide. De får forhåbentlig en medarbejder, som kan byde ind med endnu flere gode idéer til produktionen fremadrettet.

I Vestjyllands Andel nikker man genkendende til ambitionerne om mere ansvar hos medarbejderne. Ved at igangsætte dette forløb er forhåbningen da også at uddanne en lang række unge procesoperatører, som kan blive en gevinst for virksomheden i de næste mange år.

- Med vækstmål og procesoperatører, der nærmer sig pensionsalderen, ser jeg gode muligheder for at tilbyde de unge mennesker at blive i virksomheden. Målet er endvidere at fastholde de unge mennesker ved at give dem ansvar og mulighed for at udvikle deres individuelle potentiale også fremadrettet, forklarer Helle Juel.