Sønderjysk Landboforening har søsat projektet ”Rapsdysten 2014”, som går ud på at undersøge, hvilke etableringsmetoder som er mest optimale til rapsdyrkning.

Første del af projektet er netop overstået ved, at hele 14 forskellige såmaskiner har lagt frøene i jorden, og nu bliver det for alvor spændende at følge udviklingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Raps-Dysten 2014 foregår på den lidt lettere jord, i nærheden af Toftlund i Sønderjylland som ligger på JB3 til JB4. Sidste år afholdt vi et lignende arrangement på mere lerede JB 7 jord, som dog ikke er høstet, og hvor vi derfor ikke kender resultatet endnu, fortæller Anders Smedemand Musse, planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening og en af hovedmændene bag Rapsdysten 2014.

Ideen med at arrangere forsøget på den lettere jord i år er at se forskel på de enkelte maskiners evne til at arbejde i forskellige jordtyper.

Arbejder under samme betingelser

Under præsentationen til Rapsdysten 2014, gjorde Anders Smedemand Musse de fremmødte landmænd og maskinproducenter opmærksom på, at de 14 forskellige maskiner fra 12 forskellige maskinproducenter arbejder under nøjagtige samme forhold til dysten.

- Alle maskiner sår begge to gentagelser på hver 120 meter, hvor af de første 40 meter består af ren stub med snitter halm, og de sidste 80 meter består af en enkelt stubharvning, som er foretaget en uge efter høst, og er foregået en uge op til arrangementet, fortæller han.

- Betingelserne er ret ekstreme i dag, da det småregner, halmen er ikke snittet for godt af mejetærskeren, og der køres på tværs af kørselsretningen og dermed plejesporene, påpeger Anders Smedemand Musse, som dog gør opmærksom på, at alle maskiner arbejder under præcis de samme forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dog havde Rapsdysten besøg af den svenske Cameleon-såmaskine, der både kan så og radrense rapsen, og det har krævet en forudgående pløjning.

- Vi har også valgt at pløje forud for såning med forsøgsværtens Combisåmaskine, som dermed tæller som et forholdstal 100 i de kommende iagttagelser, forklarer Anders Smedemand Musse.

De maskiner, der kan placere gødning, har placeret 50 kg under såningen, mens de øvrige maskiner får tildelt 50 kg flydende gødning på et senere tidspunkt.

- Udsædsmængden skal ligge mellem 35 og 40 planter pr. kvadratmeter, og rapsen vejes før og efter udsåningen, således at fremspiringsprocenten kan udregnes. Desuden giver det også en stor fordel, at der bliver sået køres på tværs af vandingsspor og dermed sprøjtespor, så vi på den måde kan forsøge med forskellige vækstreguleringer på tværs af forsøgsparcellerne.

Hvilke maskiner klarer sig bedst?

- Baggrunden for arrangementet er, at der i de seneste 10 år er kommet en lang række maskiner på markedet, der sælges på, at de blandet andet også kan etablere raps uden brug af plov. Man ser sjældent maskinerne arbejde på samme mark under nøjagtige samme forhold. De ensartede forhold, tror vi på, giver et godt billede af de forskellige maskiner, og vi finder måske frem til, hvilke maskiner, der arbejder bedst på lerjord, og hvilke maskiner, der arbejder bedst på sandjord, forklarer Anders Smedemand Musse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter etableringen af rapsen afholder Sønderjysk Landboforening yderligere to arrangementer, som følger op på projektet. Det ene foregår i oktober og det andet i juni.

- Her kan vi for alvor se, hvem der har klaret sig godt og mindre godt, fortæller Anders Smedemand Musse, som dog ikke regner med at kåre en egentligt vinder, men at der kan blive dannet et indtryk af, hvem der klarer strabadserne bedre end andre.

Såmaskinerne fordelte sig på mange forskellige maskiner, lige fra stubharver, grubbere, direktesåmaskiner, Cameleon-såmaskinen, combisåmaskiner samt en gyllevogn med såmaskine på sortjordsnedfælder.