- Vi oplever stor interesse for vores projekt, og vi ser frem til et spændende år.

Sådan lyder det fra formanden for quinoaavlerne på Lolland-Falster, Lars Hvidtfeldt om det kommende år for andelsselskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var i efteråret sidste år, at de 18 quinoadyrkere fra Lolland og Falster stiftede foreningen.

Håber på ensartet udbytte

Formålet med foreningen er blandt andet at udvikle og understøtte dyrkningen, og det var det arbejde, der gik i gang kort efter høsten.

- Der var stor variation i sidste års udbytte for de enkelte landmænd. Vi har brugt mange kræfter på at analysere og sætte struktur på den viden, vi samler op, så vi kan få et mere ensartet udbytte til den kommende høst, siger Lars Hvidtfeldt.

Selvom det er nærliggende at give tørken skylden for det varierende udbytte, så er det ikke det, foreningen gør. Sidste år har avlerne netop oplevet, hvor hårdfør planten er.

- Tørken har betydet, at vi har oplevet, det er svært at få saponinen, som er det her bitterstof, af kornene. Men jeg tror ikke, tørken har haft indvirkning på udbyttet. Det skyldes andre ting. For når først planten er etableret, så er den ret robust, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere sigende navn

De erfaringer har de 18 avlere nu sammenholdt, og nu er kimen lagt til dette års høst.

- Vi har brugt meget tid på at få struktur på salget og håndteringen af frøet, og vi har lagt strategi for, hvordan vi vil tilgå markedet. Det har taget tid, men nu føler vi, at vi står bedre til den kommende høst i september måned, siger Lars Hvidfeldt.

Udover strategien og erfaringerne skal et nyt navn være med til at promovere quinoaavlernes fællesskab.

- På vores generalforsamling for en måned siden besluttede vi at skifte navn til Danish Quinoa Group. Det synes vi er mere sigende om det, vi gør. Vi hedder stadig Foreningen Quinoa Lolland Falster som et binavn, men det er altså det andet navn, vi fremover vil brande os på, siger han.

Dermed bliver 2019 året, hvor projektet skal stå sin prøve, mener formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er nu, vi for alvor konsoliderer os på markedet, og hvor vi kan prøve projektet af og se, om det økonomisk set holder. Og så håber vi, at vi i 2020 og 2021 vil vækste, siger han.