OnFarmPlus tilbydes som en ny højteknologisk forsøgsmetode for at producenter, udviklere og rådgivere kan få nye data og resultater målrettet præcisionslandbrug.

OnFarmPlus konceptet adskiller sig fra traditionelle forsøgskoncepter ved at udnytte moderne georefererede teknologier i kombination med avancerede datamodeller, hvormed OnFarmPlus-forsøg kan adressere markvariationens indflydelse på effekten af en forsøgsbehandling. OnFarmPlus forsøg bringer dermed ny viden om det agronomiske udbytte af moderne arealspecifikke teknikker, såsom præcisionsgødskning og -sprøjtning, samt forsøg, hvor jordbundsvariationen har en stor betydning, for eksempel jordbearbejdningsteknologier eller biostimulanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

OnFarmPlus udføres som stribeforsøg, hvor avancerede sensorteknologier, georefererede data og moderne matematiske modeller anvendes for at give en uvildig, sikker og dokumenteret test af markudstyr, produkter og behandlinger, som kun vanskeligt kan gennemføres i traditionelle parcelforsøg.

De mange datapunkter, der opnås ved hjælp af de georefererede teknologier i et OnFarmPlus-forsøg, er medvirkende til, at man ud fra få forsøg kan opnå valide resultater, som alternativt ville kræve et meget stort antal traditionelle markforsøg, som samtidig kan være svære at udføre som landmandspraksis.

Udvikling i samspil

I udviklingen af konceptet har Teknologisk Institut haft et godt samspil med en række samarbejdspartnere blandt andet Økologisk Landsforening, FRDK, Novozymes og AgroIntelli som har stillet allerede anlagte forsøg til rådighed for beregninger og afprøvning af det nye koncept.

Ole Green, Ceo i AgroIntelli udtaler:

- Med den nye forsøgsmetode OnFarmPlus, har Teknologisk Institut leveret en ny service, der dækker et behov for at kunne lave valid dokumentation af præcisions-landbrugsteknologier. Præcisionslandbrug med intelligente landbrugsmaskiner, kameraer og sensorer egner sig til at optimere dyrkningspotentialet på arealer med variation, som er vanskeligt i et traditionelt forsøgssetup med små parceller. I et forsøg gennemført i Future Cropping projektet har AgroIntellis dybderegulerende såteknik været afprøvet (billede 1). Her har det vist sig at OnFarmPlus forsøg giver gode muligheder for at belyse potentialerne i marken ved hjælp sensormålinger, udbyttekortlægning og avanceret geostatistik. Dokumentation, som er essentiel for vores videreudvikling eller salg til en kunde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Perspektiverne

Dataopsamling af sensormålinger og udbyttedata med GPS positioner og online dataoverførsel, gør, at beregninger af de mange tusinde datapunkter kan håndteres effektivt og rationelt. Dermed bliver OnFarmPlus forsøg også anvendeligt i Landsforsøgene, således at perspektiverne for præcisionslandbrug kan dokumenteres. OnFarmPlus giver ikke blot en forskel mellem behandlinger - men kan forklare sammenhænge til markens variation, og dokumentere hvilke områder af marken der får en positiv effekt af en behandling (billede 2).

Anerkendelsen af at være en to stjernet nyhed på AgroMek har bekræftet ambitionen om at udvikle en teknologisk serviceydelse til danske og internationale virksomheder inden for Agroindustrien. Med OnFarmPlus konceptet håber udviklerne at kunne bidrage til innovation, teknologiudvikling og implementering af de nyeste teknologier i landbrugserhvervet.