En ny plantebaseret "mælk" kommer til at stå ved siden af komælken i 1.800 supermarkeder. Det er det største fremstød mod komælken hidtil, og firmaet Naturli' går efter fem procent af markedet. Thise overvejer også at gå ind i plantedrikke.

Med kampagnen: Giv koen en fridag, og køb en mandeldrik eller havredrik i stedet. Så gør du noget godt for naturen, for dyrene, for miljøet og for hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan lyder budskabet i en stor landsdækkende tv-kampagne, der fra mandag skal få folk til at skifte mælken ud med en ny type mandelmælk og havredrik. De to nye mælkeerstatninger er nøje designet af firmaet Naturli' til at ligne og smage så meget som muligt som minimælk ? danskernes yndlingsmælk. Blandt andet ved at gøre drikkene næsten smagsneutrale, skriver Politikken.

Naturlí har en plan om at tage fem procent af markedet for mælk inden for et år.

Dermed er startskuddet affyret i en mælkekrig mellem den hæderkronede danske drikkemælk og de nye veganske mælkekopier, og her risikerer køerne at trække det korteste strå.

Coop støtter Naturlí

Fremstødet har støtte fra størstedelen af den danske supermarkedsbranche: De to nye mælketyper kommer ud i 1.800 supermarkeder og vil stå i kølediskene side om side med komælken fra Arla, Thise og de andre spillere på markedet.

- Hvis man flytter plantedrikkene til køleboksen, så bliver de sidestillet med mælk i folks opfattelse. Man køber mælk og bliver mindet om, at der er et alternativt. På den måde er den eksponering meget vigtig for dem, der laver plantedrik, siger Lars Aarup, analysechef i Coop, der lancerer den nye mælk i Irma, Kvickly og SuperBrugsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er realistisk, at disse produkter kan nå fem procent, siger analysechefen.

Naturli' sælger den nye mælk hårdt på budskabet om, at det hjælper jordkloden og naturen, og har blandt andet fået lavet beregninger på, at plantedrikkene har et fire-fem gange lavere klimaaftryk end tilsvarende komælk.

- Vi prøver at sige, at hvis man tænker på miljøet og vil en grønnere verden, så kan man hjælpe den på vej ved at spise mere plantebaseret«, siger Henrik Lund, der privat er veganer, til Politiken.

Mejeriforeningen siger, at de vil kunne mærke det, hvis Naturli' opnår at tage fem procent af markedet.

- Det er selvfølgelig ikke supergodt, men jeg tror ikke, det bliver det, der vælter læsset. Vores opgave bliver at få forklaret fordelene ved the real thing, siger Jørgen Hald Christensen, administrerende direktør i Mejeriforeningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye mælketyper har forsøgt at lukke den største angrebsflanke på plantedrik, nemlig at det mangler visse centrale næringsstoffer. Drikkene er blevet tilsat calcium udvundet fra alger, og firmaet ville gerne have tilsat B12-vitamin og D-vitamin, der findes i mælk, men ikke naturligt i plantedrikke. Det forhindrer lovgivningen dog.

Hvorfor efterligne mælk?

Hos Thise Mejeri undrer de sig over, at plantedrikke skal forsøge at ligne mælk så meget, og at man tilsætter alt muligt som for eksempel alger i drikken.

- Men det nytter ikke noget at blive sure over det, siger Poul Pedersen, direktør i Thise. I stedet overvejer Thise at kaste sig over plantedrikkene.

- Hvis der er et massivt ønske omkring plantedrikke, så har jeg nogle landmænd, der har nogle afgrøder, jeg kan putte på kartonerne, siger Poul Pedersen, Thise Mejeri, til Politiken.

Poul Pedersen undrer sig over, at Naturli' prøver at efterligne komælk så meget, at de ligefrem tilsætter calcium fra alger og har haft ønske om at tilsætte B12 vitamin og D-vitamin ? noget som økologireglerne forhindrer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man vil på en gang sige, at det her har ikke noget med mælk at gøre, men samtidig efterligne de sundhedsmæssige egenskaber mælk har. Men der er der et langt stykke vej igen, siger Poul Pedersen.