Øget digitalisering er vejen frem for dansk landbrug, var udmeldingen fra Landbrug & Fødevarer i sit udspil om, hvordan digitalisering kan løfte fødevareklyngen til nye højder. Det blev offentliggjort i går.

Danmarks Radio har været på besøg hos landmand Søren Bak Andersen fra Spøttrup for at se, hvordan digitalisering hjælper ham i hverdagen på svinebedriften. Det skriver DR på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På en computerskærm kan Søren Bak Andersen følge med i grisenes udvikling, og et computerprogram fortæller ham smågrisene vægt og deres udvikling.

- Jeg bruger teknologi til alt lige fra fodring til ventilation. Det optimerer min produktion og ryger direkte på bundlinjen, siger Søren Bak Andersen til DR.

Robotter og sensorer

I flere år har robotter og forskellige sensorer hjulpet til i danske stalde, men Landbrug & Fødevarer mener, at teknologien skal fylde endnu mere i fremtidens landbrug. Det kan være alt fra droner, satellitter samt deling af data, der kan hjælpe landbruget med at blive endnu mere effektivt.

- Der er rigtig, rigtig mange penge i dansk landbrug ved at lave en langt større integration af, hvordan vi behandler vores data, siger direktør for Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup til DR.

- Hvis du kan forudse, at der vil komme et sygdomsudbrud. Eller hvis du kan have en drone til at kigge ned på dine marker og sige, at du skal kun sprøjte på en tredjedel af den, så kan man ved at sammenkøre data få nogle store økonomiske gevinster, siger Karen Hækkerup til DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Panel til vækst

Tilbage i 2016 oprettede Landbrug & Fødevarer et panel, der har til formål at fremme vækst ved hjælp af digital teknologi. Der er 14 repræsentanter med fra fødevaresektoren.

En af dem er virksomheden Skov A/S i Glyngøre der hjælper danske såvel som udenlandske landmænd med blandt andet at styre fjerkræproduktion med hjælp fra digitale apparater.

- Vi har styr på, hvor meget kyllingerne spiser, hvor meget de drikker, og hvor meget de vejer. Time for time. Og baseret på de data kan man begynde at optimere sin produktion, forklarer Jørgen Yde, direktør hos Skov A/S til DR.

Landbrug & Fødevarer mener, at trods dansk effektivtet i landbruget, så er andre lande langt fremme teknologisk.

- Vi skal kunne meget mere af det, som Skov gør, i Danmark. Hvis viden og data deles, kommer det hele branchen til gavn, siger Karen Hækkerup til DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs hele historien hos DR her.