Den danske importør af de italienske multifunktionsmaskiner MultiOne fik en fjer i hatten på Agromek i Herning, idet direktør Peter Daugbjerg, MultiOne Danmark, som den første kunne præsentere den nye modelserie S600 for offentligheden.

- Der er tale om små maskiner med stor ydelse. Og vi venter os rigtig meget af den nye serie. Maskinerne henvender sig især til boligforeninger, anlægsgartnere, landbrug og minkavlere. Og den store model også til entreprenører og håndværksmestre, fortæller produktchef Tommy Kærgaard, MultiOne Danmark, der viste to af de nye modeller på Agromek, S620 og S630.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Støjsvage maskiner

- Fælles for maskinerne er, at de er meget støjsvage. Især mulighederne for at skifte redskaber og bruge maskinerne til mangeartede opgaver er efterspurgt, siger Tommy Kærgaard.

Når man ser på teknikken i de to maskiner, afsløres det tætte slægtskab. Begge har tre pumper med to hastigheder på bommen. Det betyder, at bommen med laveste hastighed kan bruges med stor præcision. Begge maskiner har alarm for tiltning. Og de har begge parallelføring, som betyder, at pallegaflen altid er vandret.

Tallene taler

Man skal kigge på specifikationerne med tal for at finde forskellene på de to. S620 kan løfte op til 800 kilo i hele arbejdsområdet, mens storebror S630 napper 950 kilo med kontravægt i arbejdsområdet. S620 har 35 liter i hydraulikudtaget og en kørehastighed på 13 km/t med mulighed for op til 18 km/t, mens S630 har 46 liter i hydraulisk udtag og præsterer 15 km/t under landevejskørsel og op til 18 km/t som tilvalg.

Der er 28 heste under den lille hjelm og 28 under den store. Og så er der et par hundrede kilo i forskel, når de to maskiner stiger på badevægten. Den mindste vejer 995 kilo og den største 1200 kilo. S630 har i øvrigt et otte-funktions el-joystick som standard.