Det efterlader de danske planteproducenter i en meget svær situation, at Miljøstyrelsen har givet afslag på dispensation til bejdsning af vinterraps med neonikotinoider. Det mener Niels Peter Nørring, områdedirektør i Landbug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

- Det er meget beklageligt og uforståeligt, at man afslår at give dispensation. Vi har i dansk landbrug demonstreret, at vi håndterer stoffet på en yderst forsvarlig måde. Afslaget betyder, at landmændene nu bliver nødt til at sprøjte mere med pyrethroider, hvilket vil øge risikoen for resistens, siger Niels Peter Nørring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen til afslaget er, at Aarhus Universitet angiver, at det er muligt at anvende midler indeholdende pyrethroider til bekæmpelse af rapsjordlopper, og at der for tiden ikke findes pyrethroidresistens på et niveau, der giver problemer med bekæmpelsen af rapsjordlopper i Danmark.

På denne baggrund vurderer Miljøstyrelsen, at der ikke er grundlag for at give dispensation til bejdsning af vinterraps.

- Vi er fagligt lodret uenige i vurderingen af risikoen for resistens, hvilket Seges også har anført i en partshøring, siger Niels Peter Nørring.

- Principperne for Integreret Plantebeskyttelse foreskriver netop, at der skal bruges forskellige virkemekanismer for at forsinke resistens, og at resistens skal forebygges, før resistensen breder sig. Det går afgørelsen stik imod, siger Niels Peter Nørring.

Han understreger, at afgørelsen kun gælder raps.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved fortsat ikke, hvornår EU's generelle forbud træder i kraft, og hvad der kommer til at ske i den forbindelse. Vores opfattelse er fortsat, at den måde, vi bruger stoffet på i Danmark, er fuldt forsvarlig, og vi vil fortsat arbejde for at få de nødvendige dispensationer, siger Niels Peter Nørring.