Miljøministeriet har i dag offentliggjort den seneste bekæmpelsesmiddelstatistik, der beskriver udviklingen af salget af pesticider i Danmark. I den forbindelse offentliggør miljøminister Ida Auken, at en ny afgift på pesticider er nært forestående. Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer hilser omlægningen velkommen, så længe afgiften følger belastningen og ikke forbruget.

- Forbruget af pesticider siger ikke noget om miljøbelastningen. Derfor har vi længe argumenteret for en omlægning, så de landmænd der står for en minimal miljøbelastning ikke skal straffes. Det er afgørende, at vi fastholder de faglige proportioner i denne debat. Vi har i Danmark et pesticidforbrug, som er væsentligt lavere end i flere af vores nabolande. Pesticider anvendes indenfor rammerne af et strengt godkendelsessystem, og professionelle brugere af planteværnsmidler er meget veluddannede i at bruge dem rigtigt, siger viceformand for Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeriet udvikler målemetode

Miljøministeriet offentliggør i pressemeddelelsen, at man arbejder på en indikator, der skal gøre det klart, hvor meget pesticiderne belaster miljøet.

- Jeg ville ønske, at vi var inviteret med til at udvikle den målestok, der beskriver miljøbelastningen. Vi har om nogen både erfaringerne og ekspertisen til at sikre, at en sådan indikator giver et så præcist billede af virkeligheden som muligt, siger Henrik Frandsen.

Ifølge viceformand Henrik Frandsen har man ikke vundet noget på hverken sundheds- eller miljøområdet, hvis en ny afgift tvinger for eksempel danske frugtavlere til at lukke. Det vil betyde en øget import af frugt fra for eksempel Tyskland, hvor brugen af pesticider i frugtavlen er væsentligt højere end i Danmark.