Praksisnær undervisning er et af de helt store fokusområder på Jordbrugets UddannelsesCenter i Århus. Derfor samarbejder skolen tæt med branchens fagfolk, og det nyder blandt andre jordbrugsmaskinfører-eleverne godt af i den daglige undervisning.

Fejlfinding og vedligehold

Senest har to serviceteknikere fra Brøns Maskinforretning været på besøg på skolens landbrugsafdeling for at lære eleverne, hvordan man bedst vedligeholder, fejlfinder og afhjælper småfejl på udstyr som snittere, gødningsspredere og såmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er maskiner, som vi kommer til at møde ude på arbejdspladsen - jeg vil for eksempel selv ud at køre meget med snitter - så det betyder noget, at vi ved, hvad vi skal holde øje med, siger Christian Lehmann, der bliver færdiguddannet som jordbrugsmaskinfører med udgangen af februar.

Fedt at møde fagfolk

Undervisningen foregår i skolens store maskinhal, hvor Brøns har stillet de udvalgte maskiner til rådighed, så eleverne selv kan prøve at skille tingene ad og sætte dem korrekt sammen igen for på den måde at få en bedre forståelse af, hvordan den enkelte maskine virker. Og eventuelt ikke virker.

- Det er fedt, at vi nu selv kan løse de små fejl, der ellers kan komme til at koste virksomheden rigtig dyrt. Og det er fedt, at vi lærer det hele af folk, der går og skruer i tingene til daglig, siger Christian Lehmann, der er glad for den praksisnære undervisning:

- Det er virkelig rart med et afbræk. Der er meget teori på sidste del af uddannelsen, hovedopgaven for eksempel, så det er lækkert med sådan en dag, hvor man kan få lov at komme i arbejdstøjet igen.

Uddannelsen til jordbrugsmaskinfører varer cirka fire år, og den færdiguddannede jordbrugsmaskinfører finder typisk arbejde på maskinstationer, hos entreprenører eller på større landbrug.