Formanden for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade, der også er medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, har valgt at sælge sin bedrift, fordi udvidelsesmulighederne var begrænsede.

Og noget skulle der ske, blandt andet fordi malkekøerne stod i bindestald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er jo ikke let at få lov til at bygge, så vi valgte at sætte gården til salg med den tanke, at vi så kunne se, hvor mange penge vi kunne få ud af det til at investere i en anden gård, siger Kristian Gade til Maskinbladet.

Det tog kun ti dage, fra gården var sat til salg, til den var solgt, og dermed viser sagen, at der stadig kan handles landbrug.

- Ja, det gik hurtigt, og det er sådan set en positiv historie, siger Kristian Gade, som allerede er på udkig efter en ny gård med bedre udviklingsmuligheder, end der var på den gamle.

Men han vil endnu ikke løfte sløret for, hvor han nu kigger på ejendom.

- Det hele er gået meget hurtigt, og jeg vil godt lige have det hele til at falde lidt mere på plads, siger Kristian Gade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at salget er sket frivilligt ud fra et ønske om at komme til at drive et landbrug, der kan udvikles.

- Jeg er ikke træt af landbrug, og for os er det her en god løsning for at komme videre, fordi der ikke var andet at gøre, der hvor vi var, siger han.

Da han agter at fortsætte som aktiv landmand, har han da også tænkt sig at søge genvalg til sine tillidsposter.

Han er formand for Holstebro Struer Landboforening, som allerede på torsdag den 24. februar holder generalforsamling, og han er også medlem af landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

- Jeg fortsætter gerne, hvis jeg får lov til det, siger han.