Fremover skal der være et større fokus på at prioritere midler til de store generationsforureninger, som er Danmarks største og dyreste jordforureninger.

Det mener regeringen, som ønsker at afsætte en halv milliard kroner til Danmarks ni store generationsforureninger, som alle er kendetegnet ved at koste mere end 50 millioner kroner at håndtere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange danskere har hørt om forureninger som dem ved Cheminova og Grindsted. Det er jordforureninger, der er så omfattende, så store og så dyre at rydde op, at de er svære at håndtere på regionalt niveau. Nu lægger vi op til at samle opgaven i staten, og dermed kan vi få en bedre national prioritering, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Effektiviserer og omprioriterer

De over 400 millioner kroner, som regionerne årligt bruger på indsatsen mod jordforurening, bliver videreført, så samme beløb kan bruges på at rense forurenet jord fremover.

Når opgaven overgår til staten forventer regeringen, at der kan effektiviseres og omprioriteres for op mod 500 millioner kroner frem mod 2030. Midlerne vil, efterhånden som de frigøres, blive øremærket til arbejdet med at rense generationsforureningerne.

Miljøstyrelsen skal være ansvarlig for jordforureningsområdet, som dækker både trusler mod grundvand, overfladevand og menneskers sundhed. Der skal oprettes et nævn, der ud fra faglige vurderinger skal prioritere midlerne på området.