Sagro i Billund var samlingspunktet for de cirka 100 deltagere, der blandt andet var mødt op for at høre Jobstafets HR-konsulent, Christina Bentzen, fortælle om vigtigheden af at fange arbejdsgiverens interesse via sit målrettede CV.

- Jobstafet er den største jobformidling indenfor landbruget, hvor man som jobsøger, kan finde alle former for stillingsopslag - lige fra elevstillinger til rådgivnings- og driftslederstillinger. Uanset hvilken stilling du søger, så er det vigtigt, at dit CV er din salgsannonce, og at modtageren gennem det kan danne sig et indtryk af, hvad du kan - både personligt og fagligt, indledte Christina Bentzen med at fortælle forsamlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et CV der kører med klatten

Christina Bentzen har i kraft af hendes job som HR-konsulent i en årrække haft kontakt til både jobsøgere og arbejdsgivere. Hun ved derfor, hvad arbejdsgiverne efterspørger i et CV.

- Noget af det, som arbejdsgiverne kigger meget på er, hvordan du matcher det job, som de har slået op. Derfor er det vigtigt, at du kort og præcist skriver om din uddannelse, erhvervserfaring og kurser, så dit CV matcher dine jobønsker. Også personlige interesser er vigtige at få med, uanset om du er frivillig i din fritid, deltager i foreningsarrangementer eller går til fodbold. Alle de ting er med til at vise, at du gerne vil være sammen med mennesker, sagde Christina Bentzen, mens hun tog udgangspunkt i det at købe en bil.

- Forestil dig at du skal ud og se på en bil - hvad vil du så gerne vide om den? Hvad får du af ekstra ting med i købet? Det samme skal du tænke, når du søger et job - hvad tror du, at arbejdsgiveren gerne vil vide om dig? Husk ikke at oversælge dig selv men heller ikke undersælge - der skal være en god balance, sagde Christina Bentzen.

Udover indlæg fra Jobstafet bød dagen på workshops, indlæg om betydningen af at sætte sig mål og lægge en god karriereplan samt personlige beretninger fra en række landmænd om deres vej gennem karrieren. Dagen blev rundet af med et foredrag af Arne Nielsson, tidligere tidobbelt verdensmester og olympisk sølvvinder i kanoroning, der om nogen ved, hvad det vil sige at sætte sig et mål og have viljen til sejr.