Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen stiftede Hanegal for 25 år siden og står nu klar med en ny satsning til cirka 25 millioner kroner.

I de senere år har Hanegal udviklet en række økologiske færdigretter uden kød og en økologisk plantebaseret postej. Målet er, at en langt større andel af Hanegals produkter skal være uden kød, og her er der behov for udvikling af nye typer af økologiske planteproteiner, hvis produkterne skal have god smag og struktur. Dette udviklingsarbejde sættes nu i gang ved at stifte selskabet Organic Plant Protein.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over forsyning til Hanegals produktion forventer Hanegal, at planteprotein produkterne fra Organic Plant Protein vil have et stort potentiale som eksportvare.

Det er allerede velkendt, at der er gode muligheder i planteproteiner fra ærter og hestebønner, men der er andre proteinrige afgrøder, som endnu ikke er afprøvet. Dette udviklingsarbejde bliver også en aktivitet i det nye selskab.

Førertrøjen på plantevejen

For Fie Graugaard, som er uddannet landmand og "Chef-ideolog" for Hanegal, er det af afgørende betydning, at økologien tager "førertrøjen på plantevejen". I øjeblikket anes en risiko for, at det nødvendige nye fokus på plantebaseret kost bliver på bekostning af de vigtige principper i den økologiske driftsform, som blandt andet sikrer mod, at grundvandet bliver forurenet med pesticider. Det bør ifølge Hanegal ikke ske.

- De proteinrige bælgplanter er desuden særligt egnede til økologisk produktion, da de ved hjælp af mikroorganismer i jorden kan udnytte luftens indhold af kvælstof. Der er derfor ikke behov for kunstig kvælstofgødning. Mange danske økologiske landmænd ser store perspektiver i at gå aktivt ind i arbejdet med dyrkningsforsøg og produktion af forskellige sorter af proteinafgrøder, siger Fie Graugaard.

Hanegal mener desuden, at forbrugerne foretrækker, at de plantebaserede alternativer er økologiske og uden E-numre, samt at de er baseret på lokale råvarer frem for importeret soja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Organic Plant Protein vil så vidt muligt arbejde med økologiske råvarer fra Danmark eller nærområder i Europa.

Den nye fabrik forventes etableret tæt ved motorvejen i Hedensted kommune, og der arbejdes på at produktionen kan være i gang om cirka ni måneder.