Et fuldlastet gyllevogntog på 48 ton eller mere er ikke sådan lige til at få fri, når først det er kørt fast. Et midtjysk redningsfirma har dog for nylig fået en bjærgningsbil, der rykker 60 ton fri, og det har adskillige maskinstationer benyttet sig af, siden køretøjet blev taget i drift i januar 2015.

- Vores bjærgningsbil er en af de få i Europa, der kan trække 60 ton, og da den samtidigt kun trykker med to ton på hver af de fire aksler, så kan bilen komme frem, hvor tungere køretøjer synker i. Så vi har haft mange flere opgaver for landbruget, end jeg havde regnet med, siger Flemming Nielsen, indehaver af Dansk Autohjælp i Viborg og Skive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog ikke kun landbrugskøretøjer, der er sat på fri fod af Flemming Nielsens MAN. Også vognmænd og entreprenører har haft brug for den 550 hestes stærke bjærgningsbil med træk på alle otte hjul.

- Fælles for kunderne er, at de ikke kan vente ret længe på hjælp. Det koster dem tid og penge at holde stille, og selve redningsaktionen må derfor heller ikke vare for længe. Det vil typisk tage lang tid, hvis fritrækkeren ikke har den fornødne trækkraft eller ikke kan komme frem i blødt underlag, forklarer Flemming Nielsen og tilføjer, at MAN'ens topfart på 90 kilometer i timen gør sit til, at hjælpen er hurtigt fremme.

Han har brugt en lille million kroner på opbygningen af sin MAN KAT fra 1987, som har kørt ved det tyske forsvar.

Umiddelbart ser det ud til at være mange penge for et spil og et par kraftige spader, men en del af forklaringen er, at opbygningen er udført i aluminium, hvilket fordyrer konstruktionen, men som medvirker til køretøjets beskedne egenvægt. Opbygningen er udført af det danske lasthåndteringsfirma SAWO.