Svenske Volvo Penta sætter her i november kursen mod Herning, hvor de deltager på årets udgave af Agromek. Med sig har de den nyeste motorteknologi, de kan præstere inden for offroad-modellerne i størrelsesordnen 143 - 700 hestekræfter. Denne motorserie fås i 5-, 8-, 11-, 13- og 16-liters versioner, og modellerne har et D til fornavn, og hedder således D5, D8 og så videre.

Motorerne havner i en bred vifte af maskiner, som primært kører offroad. Her nævnes blandt andet maskiner inden for materialehåndtering som teleskoplæssere og andre læssemaskiner ligesom man også ser Volvo Penta i knuse og sortereanlæg. På landbrugssiden er der blandt andet høstmaskiner og selvkørende sprøjter, der drives af disse motormodeller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som noget nyt har Volvo Penta i øvrigt indgået et samarbejde med hollandske Agrifac Machinery om at levere 8-liters motorer til producentens Condor Endurance selvkørende sprøjte. Den nye aftale bygger videre på det samarbejde, de to virksomheder i forvejen havde med motorleverence til Agrifac's seksrækkede roeoptagere.

AdBlue

Selv fremhæver Volvo Penta, at de adskiller sig fra konkurrenterne gennem et specielt efterbehandlingssystem ligesom der er tænkt på nye features, som skal hjælpe føreren til at reducere brændstofforbruget og serviceomkostningerne. På samme måde som vi kender det fra især landbruget og transportbranchen bruges AdBlue til at reducere emmissionerne. AdBlue tilføres lige inden katalysatoren, hvor det reagerer med de skadelige NOx-partikler, som ellers ville ryge ud med udstødningen. I stedet dannes nitrogen og vand.

Inden for entreprenørbranchen er det meget udbredt at bruge partikkelfiltre. Volvo Penta anerkender, at partiklefiltrene kan være effektive, men fremhæver samtidigt, at de også har sine ulemper. Her nævner de blandt andet et større brændstofforbrug samt tidsspild til regenerering af partikelfiltret.

Blandt andet derfor har Volvo Penta valgt AdBlue som fremgangsmåden til mere miljøvenlige løsninger.