Det bliver heller ikke i uge 31 at grisenoteringen ændrer sig, det står klart efter at Danish Crown har udsendt en pressemeddelelse med ugens notering. 13,80 kroner skal et kilo grisekød fortsat koste, mens sonoteringen også bliver hvor den er på 13,20 kroner pr. kilo.

I markedsberetningen skriver slagterigiganten:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er ikke de store ændringer i salget af grisekød. Ferieperioden er på sit højeste i hele Nordeuropa, og det præger markedet.

- Vi mærker meget tydeligt, at der er sommerferiebemanding mange steder. Der er fokus på den daglige drift og behovet for råvarer på den korte bane. Der er stort set ingen, der ser længere end 10-14 dage frem, men det er helt normalt for årstiden, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Fra næste uge begynder aktiviteten igen at stige i det nordlige Europa. Omvendt begynder ferieperioden i det sydlige Europa, og det flytter balancen i efterspørgslen.

- Ferieperioden i Sydeuropa påvirker altid efterspørgslen, og det kan sætte priserne på enkelte delstykker under pres. Men det er en bevægelse, vi ser hvert år, og derfor forsøger vi at tage højde for det i så vid udstrækning som muligt, men det kan give bump på vejen, siger Mads Stougaard.

Eksporten til landene udenfor Europa ligger fortsat på et lavt niveau, men har dog stabiliseret sig de seneste par måneder i takt med, at priserne på grisekød i USA er steget igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ser man på slagtesituationen fortsætter takterne med for mange tilmeldinger fra ugen før, og her skriver DC:

Tilmeldingen til indeværende uge blev lidt højere end forventet. Det betyder, at der til næste uge udsættes 26.000 grise.

Tilmeldingen til næste uge forventes at være på næsten samme niveau, og derfor er forventningen, at der skal udsættes cirka 28.000 grise til uge 32.

For søernes vedkommende udsættes der cirka 320 til uge 31. Med næste uges kapacitet og forventede tilmelding in mente, vil der skulle udsættes 350 søer til uge 32.