Lyt til artiklen:

Intet stort forbrug af grisekød, brystflæsk trækker

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Danish Crowns grisenotering bliver liggende på 12,30 kroner pr. kilo kød, og på 9,00 kroner for søer, det oplyser slagteriet.

I sin markedsberetningen skriver slagteriet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den korte uge efter påske er der ikke noget der har ændret sig på det europæiske marked for fersk grisekød.

- Vi har en jævn efterspørgsel, men forbruget er ikke stort nok til for alvor at skubbe til priserne. I den kommende weekend ser vejret ud til at blive bedre i Mellemeuropa, men det ser desværre ud til at være en kort fornøjelse, så spørgsmålet er, om det er nok til at skubbe til markedet, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Efterspørgslen på de traditionelle sommervarer bove, nakker og mørbrad er afdæmpet. Det samme gælder skinker og kamme, men til gengæld er markedet for brystflæsk godt drevet af en jævn eksport ud af Europa.

- Indtil videre er det brystflæsk, der trækker eksporten til særligt Asien, og det er ikke overraskende, fordi det er den del af grise, som mange foretrækker derude. Til gengæld har vi tidligere set efterspørgslen på andre dele af grisen komme med en vis forskydning, så det kommer vi til at følge tæt i de kommende måneder, siger Mads Stougaard.

115.000 udsættes

Tilmeldingen til indeværende uge blev stort set som forventet i prognosen, og dermed bliver der behov for at udsætte cirka 115.000 tilmeldinger til uge 15. Gennemsnitsvægten er steget en smule og ligger pt. på godt 92 kilo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med den forventede tilmelding til kommende uge vil antallet af udsatte grise blive reduceret, så det forventes, at der skal udsættes cirka 70.000 tilmeldinger til uge 16.

For søernes vedkommende udsættes der 1.130 til uge 15. Dette vil blive reduceret til cirka 500 udsatte søer til uge 16 med den forventede tilmelding til kommende uge.