I løbet af ugen har man kunnet læse, at eksporten af dansk grisekød til Kina falder, men det er der flere gode grund til, fortæller Søren Tinggaard fra Danish Crowns eksportafdeling.

I en oversigt fra Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer fremgår det, at kød fra dansk grise ikke i samme omfang blev eksporteret til Kina i 2018 sammenlignet med foregående år. Det er dog ikke et udtryk for et tilbageslag eller manglende interesse, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- 2016 var et exceptionelt godt år, og den efterspørgsel rakte også ind i 2017, som skabte nogle høje eksporttal. Der har niveauet normaliseret sig i 2018, så derfor sælger vi vores produkter på andre markeder, hvor vi kan hjembringe en højere pris til ejerne. Når priserne i Kina bliver mere attraktive, så er vi selvfølgelig klar til at tage de muligheder, der byder sig.

Underdirektøren er ikke nervøs for, at den faldende eksport er et udtryk for en tendens.

- Vi er stadig på et højt eksportniveau til Kina, men sammenligningen foretages til nogle helt exceptionelle år, og det skaber en skævhed. Kigger vi på 2019, så tegner det også til at blive godt. Kinas egenproduktion falder, og den bliver sænket yderligere af Afrikansk Svinepest, så der vil blive et øget importbehov for Kina, som vi kan lukrere på, siger Søren Tinggaard.

Stærk eksport af biprodukter

Samtidig lægger han også vægt på, at salget af biprodukter, som er den langt største mængde, ikke er faldet i nævneværdigt omfang.

- Det er klart, at det kan se voldsomt ud i procenter, når man kigger på eksporten af delstykker, som er faldet. Vores klart største eksport til Kina er dog stadig biprodukter, og den del har ikke oplevet det samme fald som delstykkerne, så selvom nedgangen på delstykker i procent er stor, så er det ikke voldsomt, når man kigger på den samlede eksport til Kina.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Tinggaard er derfor optimistisk for 2019, hvor Afrikansk Svinepest dog kan blive en joker i markedet.

- Det vi ikke ved noget om endnu, er den mulige forbrugerreaktion, der kan blive skabt på bagkant af Afrikansk Svinepest, og som kan sænke efterspørgslen. Det afventer vi stadig at se effekten af.

Alle provinser i Kina med større produktion af grise er ramt af Afrikansk Svinepest.