I 2017 købte Esben og Roald Thing den konkursramte Rammegård i Vestjylland. Her driver de svineproduktion med 1250 søer og opdræt af smågrise mellem syv og 30 kilo og dertil 400 hektar planteavl. Brødrene på 28 og 25 år købte Rammegård ved hjælp af en ekstern investor, som er en del af ejerkredsen.

En konstellation, som de hurtigt fandt ud af, kunne komme dem til gode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har vidst igennem længere tid, at vi ville være landmænd. Vi har altid haft det godt sammen, og vi supplerer hinanden godt og arbejder godt sammen, så vi følte, at setuppet kunne blive godt. Vi ville op i en størrelse med minimum fire medarbejdere og have forskellige ansvarsområder, så vi begge havde ansvar, siger Esben Thing og tilføjer.

- Vi kiggede på større landbrug, og vi kunne se, at hvis egenkapitalen er begrænset, var velviljen mindre fra finansiering. Og vi vil ikke ende som forpagtere, siger han.

For de to brødre var det især ejerskabet i ejendommen, som var vigtig. De ville være med omkring bordet, når beslutningerne skulle træffes.

- Vi ledte efter landbrug af en vis størrelse, og det kræver en egenkapital, og det kunne vi ikke skaffe selv, så vi brugte vores netværk inden for rådgivning til at lede efter en investor. Vi var ikke afvisende over for alternative ejerformer. Vi har været i andre forløb på andre gårde, hvor det har været samme setup, men hvor enderne ikke kunne mødes med en investor, men det kunne det her, siger Roald Thing.

Hurtig handel

De to brødre havde en gang været forbi Rammegård for at se på ejendommen. Og pludselig blev de kontaktet af en investor, som havde hørt, at brødrene var på udkig efter et landbrug. Herefter gik det stærkt, og Esben Thing mødtes på Rammegård med den mulige investor og sammen fik de lavet et materiale, som de kunne gå videre med til finansiering i pengeinstituttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler om at finde en samarbejdspartner, hvor kemien passer, og hvor man trækker i samme retning. Vi kan sige, at vi tre medejere sidder ligeværdige på samme side af bordet. Vi har en fælles interessere i, at vi lykkes med de ting, vi laver, siger Esben Thing.

For brødrene var kravet til investoren, at de skulle have aktiemajoriteten i selskabet, der skulle eje gården ved Ramme, hvor der er fem medarbejdere ansat i dag.

- Vi skal have aktiemajoriteten, og han skulle være medejer i stedet for långiver. Han skulle have en fornemmelse af, hvad der skulle til for at få ejendommen til at fungere og dele de samme visioner for ejendommen. Vi skulle have fælles fodslag for, hvilken retning vi ville gå, siger Roald Thing og tilføjer:

- Ret hurtigt fik vi udarbejdet en aktionæroverenskomst for at få taget stilling til blandt andet exitstrategi. Det var nemmere at aftale det, inden vi kom i gang. Det hele gik stærkt. Da investor var med, så oplevede vi, at det var den bedste anbefaling at få, og så blev det blåstemplet, siger han.

Den største betænkelighed ved at få en investor udefra med i selskabet var, om parterne kunne enes om tingene. Men det viste sig hurtigt, at det kunne de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frygt for kontrol

- Vi var betænkelige ved, hvor stor en indblanding, der ville komme fra en investor. Om man ville få en type ind, som ville kontrollere. Men det har vi været forskånet for. Vi har et godt samarbejde, som bare fungerer. Når der skal tages beslutninger, byder han ind med sin mening, siger Esben Thing.

Brødrenes investor er en fynbo, som selv har en fortid i landbruget. Men i dagligdagen kører brødrene selv driften af gården og mærker ikke det store til tredjemanden i virksomheden. Fire gange om året mødes ejerkredsen og drøfter kvartalstallene, og tallene har været gode for Rammegård.

- Vi kom i gang på et heldigt tidspunkt, og der har været et positivt cashflow, og vi har øget vores likviditet. Så det har været et godt etableringsår, siger Esben Thing.

Og samarbejdet med investoren har været smertefrit, mener brødrene.

- Jeg synes, at det er gået over al forventning. Der har været få investeringsbehov, men det har vi fået igennem, siger Roald Thing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtiden for gården

For de to brødre var det ikke en mulighed at starte med en mindre ejendom, for det mente de ikke var muligt at lave en god forretning ud af, men visionerne for Rammegård stopper ikke med 1250 søer, smågrise og planteavl. Fremtidige investeringer er bestemt mulige, selvom brødrene går stille med dørene.

- Vi vil gerne øge vores virksomhed på de felter, vi er gode til. Vi vil lave en sund virksomhed med et godt overskud. Vi skal ikke lave alt muligt andet uden for skiven. Det er landbrug, som vi mener, vi er gode til. Og en udvidelse er ikke utænkelig. Vi vil omkostningsreducere, så meget vi kan. Det er godt at være enige om det alle tre, siger Esben Thing, mens bror Roald supplerer.

- Vi kunne vækste, men vi er nok meget enige om at se på, hvordan vi bruger midlerne bedst, så vi vil gerne have en ordentlig handel, og chancen skal nok byde sig. Det er altid med bundlinjen for øje, og det er også for investoren, fordi han er medejer på lige fod med os.