Et nyt erhvervsteam skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får en styrket, markedsdrevet økologisektor. Holdet er nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et økologisk foregangsland, understreger Landbrug & Fødevarer.
Danske forbrugere shopper økologi som aldrig før. Ifølge tal fra Danmarks Statistik voksede salget af økologiske varer med 12 procent fra 2014 til 2015.
- Der er rigtig mange dygtige virksomhedsfolk involveret.
Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer
Det betyder, at Danmark fortsat er det land i verden, hvor andelen af solgte økologiske fødevarer i detailhandlen er størst. Blandt andet derfor har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) netop udpeget medlemmerne af Europas første økologiske erhvervsteam.
Økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen, skal være tovholder for den gruppe, der skal sikre fortsat vækst i det danske økologiske råvaregrundlag.
- Det er en vigtig opgave, hvis vi fortsat vil holde fast i Danmark som et økologisk foregangsland. Lige nu buldrer økologien derudaf i hele Europa, og der er rigtig mange andre landmænd, der gerne vil levere de økologiske varer, hvis ikke de danske producenter selv gør det. Derfor er det afgørende, at vi i Danmark bliver ved med at være i front, hvad angår udvikling af det økologiske marked, siger Kirsten Lund Jensen.
Succes med økologi
- Vi skal sikre, at der opbygges kompetencer på tværs i hele fødevarekæden, som kan understøtte såvel landmænd og virksomheder i at skabe succes med økologien også i de kommende år. Derfor er det også helt centralt, at vi i Danmark har et ambitiøst økologisk forskningsprogram, siger Kirsten Lund Jensen.
Om selve teamet siger Kirsten Lund Jensen:
- Der er rigtig mange dygtige virksomhedsfolk involveret. Til daglig har de hænderne dybt begravet i den økologiske sektor, og det bliver rigtig spændende at være med til at udarbejde anbefalinger til ministeren i så kompetent et selskab, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.