Lige siden lanceringen af den nye 8000-serie finsnitter fra John Deere, har producenten fortalt, at komponenterne i finsnitteren er testet med 1.000 hestekræfter.

Det har derfor ligget i kortene, at John Deere vil øge effekten på finsnitter-serien, og det er netop sket i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

John Deere har offentliggjort tre nye modeller, hvor en ny topmodel med navnet 8800 rummer 832 hestekræfter fra en 19 liters Cummins motor.

Motoren er så stor, at den blot skal leve op til Tier II-normen, og derfor er motoren uden EGR-teknologi.

John Deere har desuden lanceret 8700-modellen, som også har en 19 liters Cummins motor, dog med 755 hestekræfter.

Endelig kommer der en mindre model til serien i form af 8300, som yder 483 hestekræfter fra en 13,5 liters John Deere motor. Denne motor overholder de strenge Tier 4 Final-motorkrav med EGR og SCR-teknologi.

Finsnitteren vil med meget stor sandsynlighed stå på dette års Agritechnica 2015, som afholdes i Hannover i november.