Elfenbenskysten bliver det første land på det afrikanske kontinent, hvor Arla får en egentlig adresse. Sammen med en ny lokal partner skal der pakkes og sælges små poser med Dano mælkepulver fra anlægget Akafa nær Aalborg.

Den nye partner er Aboubakar Fofana, der ejer virksomheden Mata Holding i Elfenbenskystens største by Abidjan. Herfra distribuerer han varer for andre internationale fødevareselskaber og har desuden en egenproduktion af bouillonpulver, som sælges i portionsposer af folie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er samme type poser, som mælkepulveret fra Akafa skal pakkes i på det nye mobilpakkeri, der snart ankommer til den nye Arla-adresse i Abidjan. Poserne skal transporteres videre ud til tusindvis af butikker i hele landet.

- Fordi butikkerne er så små og er overalt i landet, er det helt afgørende at have den rigtige partner. Mata Holding er stærk til salg og distribution, og Aboubakar har erfaring fra tidligere ansættelse i en international virksomhed og har flere internationale leverandører. Da han også har produktionserfaring, passer han til vores behov, fortæller Rasmus Malmbak Kjeldsen, der ansvarlig for Arla Foods’ samlede forretning i Mellemøsten og Afrika.

Den nye aftale er den første i rækken af flere, som er på vej i Afrika. Arlas team i regionen arbejder fortsat på at etablere vigtige strategiske baser i de noget større lande Nigeria og Egypten.

Elfenbenskysten har cirka 20 mio. indbyggere og vil også kunne fungere som port til nabolande som eksempelvis Ghana, der har nogenlunde samme størrelse.