Med en tildeling på 17 millioner kroner over de næste tre år bliver Task Force Fødevareudbud nu en realitet, og de mange offentlige køkkener og institutioner, der har haft brug for råd og vejledning for at nå målet om 60 pct. økologi i driften, kan nu sammen med deres indkøbere få den hjælp de har brug for.

Ideen om Task Force Fødevareudbud er udviklet af Økologisk Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Københavns Madhus og Madkulturen, som har erfaret, at der er behov for hjælp og rådgivning til de indkøbsansvarlige og til udbudsjuristerne i landets kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er i dag meget stor usikkerhed hos blandt andet kommunale instanser om, hvordan man kan fremme kvalitet og økologiske indkøb i det offentlige uden at komme på kant med udbudsreglerne. Det er et komplekst område. Derfor er det utroligt glædeligt, at Task Force Fødevareudbud bliver en realitet, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder i Økologisk Landsforening, som blandt andet rådgiver køkkener i forbindelse med omlægning til økologi.

Glæden over Task Force Fødevareudbud deles af økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

- Der har længe været et behov for hjælp og rådgivning til de indkøbsansvarlige og til udbudsjuristerne i landets kommuner, så de får lettere ved at nå regeringens mål om 60 pct. økologi i 2020. Den hjælp er nu kommet i form af task forcen, siger Kirsten Lund Jensen.

 - Det er i forvejen meget komplekst at udarbejde udbud på fødevareområdet, og derfor er der brug for hjælp til at sikre, at de kontrakter, der indgås, ikke begrænser køkkenernes muligheder for at kræve økologiske varer.

Hun påpeger samtidig, at task forcen kan give nye muligheder i forhold til produktudvikling og forbedring af allerede eksisterende produkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Task forcen kan skabe et bedre overblik over de udfordringer og problemer, de støder på rundt omkring i kommunerne, og derfra kan producenterne drage erfaringer og videreudvikle deres produkter. Det handler jo om at sikre at økologi og måltidskvalitet kommer til at gå hånd i hånd, og den viden og erfaring man har opsamlet et sted, kan Task forcen være med til at videregive andre steder, siger Kirsten Lund Jensen.