Der er et østjysk oprør på vej mod den meget bastante holdning om, at der ikke skal dispenseres fra reglerne om løsgående søer fra 1. januar 2013. Det er den officielle politik på både Axelborg og Christiansborg.

- Den regel vil 150-200 landbrug komme i klemme i, vurderer to østjyske landboforeningsformænd. Og som følge af den udmeldte politik er det bare ærgerligt for dem, for toppen i Landbrug & Fødevarer og Dansk Svineproduktion er enige om, at der ikke skal dispenseres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et standpunkt, som ikke mindst formanden for Danske Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen, forfægter.

- Men det er en stivnakket holdning. Vi mener, vi skal arbejde for en overgangsordning, så vi kan hjælpe de landmænd, der sidder fast i systemet, enten fordi de ikke har fået svar på deres miljøansøgning eller fordi de ikke kan få deres projekter finansieret. De er havnet i en situation, de ikke selv er skyld i, siger Jens Gammelgaard, formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg.

21 måneder uden at være klar til høring

- Vi har haft finanskrise i flere år, og mange kan ikke låne til de forandringer, en omlægning kræver. Nu bliver de heldigvis omfattet af Vækstkaution, og det er rigtig godt. Men inden landmændene får lavet budgetter og beskrevet projektet til Vækstkaution, skriver vi måske Sct. Hans. Så jeg kan ikke se, hvordan de skal kunne nå at slippe søerne løse inden 1. januar, siger Jens Gammelgaard.

Andre landbrug har problemer, fordi de mangler svar på deres miljøansøgning.

- Det siges, at vi så bare skulle have været i god tid. Men hvad er "god tid". Vi har fået ørerne tudet fulde af, at en miljøansøgning skulle kunne ordnes på seks til ni måneder. Men vi har små sager, der skulle kunne være ordnet på seks måneder, men som efter 21 måneder endnu ikke er klar til at blive sendt i høring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan vi ikke byde de landmænd

- Når Lindhart så siger, at det skal kunne lade sig gøre, så er det, fordi han bor i en osteklokke. Det er for stivnakket at se på tingene, siger Odder-Skaderborg-formanden, der sammen med kollegaen Finn Pedersen vil kæmpe for, at de berørte landmænd ikke lades i stikken.

- Vi kan også godt lave mere eller mindre om på det bestående og dermed lukke søerne løse. Men det er tåbeligt, at de landmænd, der har projekter, der er strandet på grund af vores måde at behandle ansøgninger på, skal bruge ekstra mange penge på at slippe søerne løse - på en måde, der giver flere slagsmål og søer, der ikke kan klare det - fordi de stalde ikke er indrettet til det. Det kan vi ikke byde de landmænd, siger Jens Gammelgaard.